Labyrinthia for de små grå

Labyrinthia – En dag med de små grå i brug!!

På endnu en sommerdag, der ikke lagde op til strandbesøg, tog vi en tur til Labyrinthia ved Silkeborg. Med os havde vi Jacob på snart 7 år og Mathias på 2 år. Og lad mig sige det med det samme; Vi havde alle 4 en supergod dag.

Labyrinthia er et af de steder, der er startet af modige og idealistiske mennesker, der sætter alt på et bræt med en god ide. De bidrager til børnenes underholdning med opgaver og spil, der sætter de små grå på opgave. Og som nysgerrig (og stædig) voksen, var det lige et sted for undertegnede.

Den udendørs afdeling bestod af flere forskellige labyrinter, der var sjove på hver deres måde. Børnene strøg afsted og misforstod vist lidt vandlabyrintens opgave, der sagde at man skulle komme igennem labyrinten UDEN at blive våd.

Den store labyrint, der skulle tage ca. ½ time at komme igennem, var virkelig udfordrende. Den ser egentlig ikke svær ud på afstand, men jeg er sikker på, at vi fik gået 3-4 km for meget, før alle posterne var fundet. Og vi vil nok få ligeså meget glæde af den næste gang vi kommer her, for det med at huske, hvor blindgyderne var, var ikke min stærke side.

Til gengæld kommer jeg ikke udenom at være stædig. På billedet til højre ser man en af labyrinterne, hvor opgaven gik ud på i et bestemt mønster at nå ind til midten. Jeg stod der i 20 minutter, og har stadig løsningen til gode. Endnu en god grund til at komme igen.

Indenfor er der mindst ligeså mange sjove udfordringer. Her er en fantastisk samling af udfordrende spil og pusleopgaver for både store og små. Syntes du om Rubiks-terningen, da du var barn, vil du kunne få mange timer til at gå herinde.

Børnene og vi havde en fantastisk tur og vi nød, at det var så anderledes et sted end vi før havde prøvet.

Jeg krydser fingre for, at de ændrer lidt i nogle af labyrinterne hvert år, så vi kan komme igen i 2008.

Læs mere om Labyrinthia her.

Bor du på Sjælland og synes turen til Silkeborg er lidt for lang, så ligger Kalvehave Labyrintpark nede sydpå mellem Præstø og Stege. De har et lignende koncept.

Læs mere om Kalvehave Labyrintpark her.

Skriv et svar