Flying Superkids leverer fest og farver til hele familien!

Stemningen var i top, da Flying Superkids tog hul på sæsonen i Esbjerg. Med et helt nyt telt som baggrund leverede de gymnastiske børn et fuldstændigt forrygende show. I fokus var sang, show, cirkus og masser af imponerende akrobatisk gymnastik. En oplevelse værd!

Cirkus og show på højt niveau!
Flying Superkids leverede et spektakulært show, da de gæstede Esbjerg. Allerede fra indgangen blev vi mødt med glade smil og et pænt velkommen. Indenfor i det spritnye telt var engergien helt i top, skønt publikum til en udsolgt forestilling måtte sidde tæt. Heldigvis var benpladsen god, men en løs hynde må anbefales at medbringe. Ungerne kunne på bedste vis placere sig helt foran på en stor madras med perfekt udsigt til de dejlige gymnaster og deres imponerede færdigheder. Konferencier Lars Godbersen formåede med sin humor og varme, at formidle de mange indslag i bedste cirkusstil.

Perfekt flow
Med en glad og perfekt leveret sang blev første nummer og hele det store show skudt i gang. Musik og sang var en vigtig ingrediens i Flying Superkids gymnastikshow, ligesom flot koreografi og scenografi hele vejen igennem. De farverige kostumer var mange, og gerne fyldt med glitter og glimmer.

Flot og festligt i et show med dygtig lyssætning og velkoordinerede sceneskift. Stor cadeau fordi de mange skift aldrig føltes lange, men blev udfyldt med billeder på storskærm, og lejlighedsvis små gymnastiske indslag i siden af gulvet. Storskærmen var en fin ingrediens, der gav publikum indblik i livet bag scenen, og tog os med på holdets rejser og til Gymnastikgården i Aarhus, hvor Flying Superkids har hjemsted.

Super sjovt, sejt og smukt
Mest af alt lod vi os betage af de fantastiske børn og unge, der med deres helt enestående akrobatiske og gymnastiske evner gav os ”en på opleveren”. Hvor var deres energi smittende og god! Glæden var tydelig at mærke, med jubel og tilråb til hinanden undervejs. De sportslige færdigheder imponerede gang på gang.

Superungerne leverede et både morsomt, vildt og til tider helt poetisk show. Ikke mindst de helt små publikummer grinede og morede sig over Bamsen Bobo, der flere gange kom forbi og gerne ville være med. Bobo og dens venner fra gymnastikholdet fik lov at optræde til stor morskab for de mindste. Og så fik Bobo lov at lære, at stå på hænder med hjælp fra showets konferencier Lars Godbersen.

Pulsen kom op flere gange undervejs, når springstærke gymnaster gav den fuld gas og viste halsbrækkende øvelser. En enkelt gang måtte konferencieren da også udgå et par minutter efter et uheld, da han blev ramt af en gymnast og fik en på tuden! Jo, drama var der fuldt ud, selvom indtrykket bestemt var, at gymnasterne blev passet godt på. Mere ro på den var der, da truppen dansede og lod os henføre til et helt andet roligt sted. Hvor var det fantastisk – næsten magisk – at opleve sådan en buket af varierede former for gymnastik.

Glæde i krop og sjæl
Netop variationen og dynamikken er da også afgørende for at Flying Kids leverer så imponerede underholdning. Showet bød på mange forskellige former for gymnastik og alt sammen blev præsenteret i et farverigt miks, vi aldrig tidligere har oplevet. Elementerne kendes fra dans, sang, cirkus, show og gymnastik, men her blev det helt sin egen unikke form. Flot formidlet af purunge gymnaster, der havde færdighederne helt i orden og samtidig signalerede livsglæde. Det var på alle måder en dejlig oplevelse at dele med sine børn!

Nønne Lønne Votborg & Laura Emilie Votborg 11 år
Freelance Skribent og medanmelder for Sjov for børn
Maj 2013

Læs mere om Flying Superkids her: http://www.flyingsuperkids.com/dk

Skriv et svar