Nu er det tid til at bygge huler

Nu er det tid til at bygge huler

‘Min Fantastiske Hule’ er en sjov og sej konkurrence hos Danmarks Naturfredningsforening. Små og store huler i alle faconer, hvor der kan fortælles historier og hygges, venter kun på at blive bygget af naturens materialer. Startskuddet er gået.

Danmarks Naturfedningsforenings Børn og Unge afdeling har taget initiativ til Min Fantastiske Hule, der er en konkurrence om at bygge den mest kreative og fantastiske hule.

Hovedpræmien er et besøg hos bjørnene i Skandinavisk Dyrepark med jeres egen dyrepasser. Konkurrencen løber frem til den 1. november 2009, så I kan nå at øve jer og bygger flere huler, inden I tager det endelige billede, I sender ind. Husk at læse reglerne grundigt igennem, før I går i gang.

Giv fantasien et kærligt spark …
Og kom i gang med at bygge en hule! Der er noget magisk over huler: når vi forsigtigt kravler eller træder ind i hulens mørke og stemningsfulde univers, kan vi forestille os lige, hvad vi vil. Her er tyst, og ingen kan se, hvor vi er. Det er som at træde ind i en anden verden. I hulen er alt muligt! Vi skal blot fange hulens helt egen stemning, og snart er legen godt i gang.

Sådan er det også allerede, når hulen skal bygges. Vi kommer bedst fra start og opnår det bedste resultat, hvis vi lader den stemning, der er nederst i haven, hvor hulen skal bygges, eller ude i krattet, fortælle os, hvordan vi skal bygge hulen. Når vi har med naturmaterialer at gøre, går det allerbedst, når vi kikker godt på det, vi har med at gøre, og forsøger at fornemme, hvilke muligheder der er i netop det, vi står med. Vi skal skabe og bygge ud fra materialerne, stedet, vores kreativitet og fantasi, men også stemningen!

Langt ude i skoven lå et lille bjerg
Sang vi med stort besvær for et par uger siden på vores picnic i en dejlig bøgeskov, der dukkede op på vores tur ud og opleve stendysser. Så er det ‘rigtig skovtur’, når man synger lige netop den sang, erklærer min datter på 7 år veltilfreds. Let er det ikke at huske alle detaljerne igennem de mange vers.

Hun har for flere år siden taget budskabet om at bygge huler til sig i alverdens materialer: flyttekasser, halmballer, brædder, tæpper og selvfølgelig også naturmaterialer som just nu i skoven. Ivrigt leder hun og veninden efter materiale, der kan bruges til en hurtig improviseret hule, hvor de kan spise ostemuffins og drikke den medbragte smoothie. De har nemlig brug for at kunne dele et par hemmeligheder! Og ja, det er jo netop også det, huler er allerbedst til: hemmelige møder, hemmelige klubber og opbevaring af skrin med hemmeligheder i. Vi skal ikke glemme, at hulebygning og det at have huler også har en meget stor værdi i legekulturen. Præcis som børnesangene.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) ønsker, at børn får et nært og positivt forhold til naturen. Målet er, at børnene skal være aktive brugere og beskyttere af naturen. ‘De naturoplevelser, vi har som børn, er afgørende for, hvor meget vi bruger og passer på naturen, når vi bliver voksne’ siger Ole Laursen, leder af Danmarks Naturfredningsforenings Skoletjeneste. Mulighederne er mange. En rask travetur i skoven, børnefødselsdag i det grønne, sove i en skov (shelter, lejrpladser m.m.) eller ture med naturvejledere – bare for at nævne lidt! Eller hvad med at pakke en picnickurv, tage i skoven og udfordre hinanden i at bygge en hule og klare alle versene i Langt ud i skoven?!

Børn og naturoplevelser
Hulebygningskonkurrencen er ikke et tilfældigt påfund. Undersøgelser viser, at natur bidrager til børns trivsel. ‘Børn skal have mange flere oplevelser i naturen. Det gavner børnene, der bliver sundere, gladere og får en forståelse for, at naturen er vores livsgrundlag’ udtaler Ole Laursen, leder af Danmarks Naturfredningsforenings Skoletjeneste.

Ideen med hulebygningskonkurrencen er altså, at børn og deres forældre ikke kun får en super oplevelse i forbindelse med hulebygning her og nu, men også får smag for endnu flere eventyrlige, udfordrende og hyggelige ture i naturen fremover.

Input til hulebygning og alt om natur med DN
Danmarks Naturfredningsforening også kaldet DN har en spændende hjemmeside, hvor alle de mange ideer henvendt til børnefamilierne lader sig finde på følgende måde:

Gå ind på www.dn.dk, vælg Oplev Naturen, vælg Børn og Fritid – nu får du derefter en vandret menulinje med en række muligheder, der alle er interessante for børnefamilier.

Under naturoplevelser er der et eldorado af fantastiske ideer til aktiviteter i naturen fordelt på de fire årstider.

Som en lille krølle på halen kan det tilføjes, at DN også har et skægt spil på deres site, som ungerne vil elske at spille på en regnvejrsdag. Når de engang kommer.

I kan også tilmelde jer et nyhedsbrev og løbende modtage en helt ny og spændende naturoplevelse.

Samvær og samarbejde
Når I bygger en hule sammen, har I et fint udgangspunkt for eventyr, rollelege, hemmeligheder og gode snakke. Samvær og samarbejde går hånd i hånd. Der åbner sig en masse muligheder for jer undervejs. Det gælder blot om at gribe dem!

Hulebygning er en super ramme, I kan bruge som afsæt til at komme i skoven, bruge jeres have på en ny måde, være kreative med naturens materialer og være fysisk aktive sammen, når I leder efter materialer til byggeriet. ‘Fælles naturoplevelser er livskvalitet, og på lang sigt er de med til at sikre, at der også er en rig og mangfoldig natur i Danmark i fremtiden’ fortæller Ole Laursen.

Huler er mange ting
Vi kan bygge huler i alle mulige former og af alle materialer – alle steder. I naturen og i haven. Og stadig vinde! Der løber to konkurrencer sideløbende. En hvor børn og forældre må være sammen om hulebygningen. Det er konkurrencen, hvor hovedpræmien er på spil. I denne kategori, hvor børn og forældre er sammen om at bygge sjove og kreative huler, er der også attraktive anden og tredjepræmier. Bedsteforældre må gerne give en hånd med.

Derudover er der en konkurrence udelukkend

Skriv et svar