Ratatouille
|
| |
Man kan godt ende som køkkenchef, selv om man er født i en rendesten… eller noget i den stil. Remy har alt det, der skal til for at blive kok i verdensklasse; en fremragende smag, sans for detaljer og så er han fransk. Han er desværre også en rotte, så han er ikke ligefrem velset i køkkenet på den mondæne restaurant. Hans venner ude blandt skraldespandene bagved har heller ikke megen forståelse for hans fornemmelse for finere madlavning. Det har til gengæld køkkendrengen Linguini, der ikke selv kan putte salt på et æg uden at spolere begge dele, men som ved et tilfælde opdager, at han kan fungere som redskab for Remys kulinariske skaberglæde. Pludselig har Paris fået en ny mesterkok, men selv om man kan tage rotten ud af rendestenen, så er spørgsmålet, om man kan tage rendestenen ud af rotten. For Remy er ved at drage hen, hvor ingen rotte før har sat sine poter, men det betyder også, at han må vende ryggen til sine venner og sin familie… eller gør det?
Tilladt for alle
DVD premiere: 05-02-2008
|
|

Skrevet af Rasmus Krogh, Filmland.dk |
|
”Ratatouille” er filmisk mestercuisine fra Pixar. Den er filmens pendant til det fornemste fra det franske køkken. Mere udsøgt bliver det sjældent
Mød franske Remy. Han er besat af mad – også af at tilberede den. Aromaen af en god ost og smagssensationen ved et røget stykke kød er for ham himlen på jorden. Men Remy er en rotte. Hos sine egne og i særdeleshed hos sin far, rottekoloniens leder, møder han ikke forståelse for sin afhængighed af kulinarisk kvalitet. For en rotte er affald god ædelse. Basta! Men Remy vil det anderledes. Hvis du er, hvad du spiser, vil Remy kun spise det bedste. Han går endda på to poter i stedet for fire; så skal han ikke vaske sig så ofte, når han har med madvarer at gøre.
Remy er tydeligvis rotternes svar på Poul Bocuse – eller måske Jamie Oliver. En fintfølende, ambitiøs madidealist, som også er nøglen til ”Ratatouilles” umådelige charme. Det mest usandsynlige individ, der rummer de mest menneskelige træk, sat i spil med det mest kulturspecifikke som baggrund. Altså en rotte, der elsker at lave mad, og som slår sine folder i det fine franske køkken! Ja - det er vel nærmest opskriften på en succes.
Men opskriften kan næppe kaldes ny. Selv samme Pixar stod bag legetøjets ukuelige kamp for kærlighed i ”Toy Story” og transportmidlernes menneskeliggørelse i ”Cars”. Opskriften er imidlertid rigtig slidstærk og føles (endnu) ikke fortærsket. Og det er let at forstå. Den giver nemlig masser af mulighed for både tematisk dybde, morsomme møder og elskelige budskaber.
Da Remy efter en række forviklinger ender i restauranten Gusteau, opkaldt efter en afdød mesterkok, folder fortællingen sig ud i en alsidighed med så mange (smags)nuancer som et tapasbord. Remy finder sig en umage makker i den klodsede køkkendreng Linguini, som bliver en stråmand for Remys udfoldelser. Linguini høster æren, mens Remy opnår glæden ved kokkereringens væsen.
Det umage makkerskab giver Brad Bird og holdet bag ”Ratatouille” mulighed for at kaste lys over menneskers grusomme forhold til påståede skadedyr. Der er stof til eftertanke, ikke mindst for de mindste blandt publikum. På samme facon pirrer kærlighedsforholdet mellem Linguini og den kvindelige kok Colette spørgsmålet om ligestillingsproblematik i et mandsdomineret erhverv. Og endelig skal vi også tage stilling det til tider problematiske forhold mellem forældre og børn – den uundgåelige kollisionen mellem de ældres forventninger og de yngstes uudslukkelige drømme. På intet tidspunkt bliver det dog glemt, at ”Ratatouille” grundlæggende er en historie om en rottes vej til chefkokkehuen!
Måske er filmens budskaber banale, men de er serveret lige på rette facon. Det kan være vanskeligt at omfavne en floskel som ”du må ikke hænge dig i fortiden”. Det bliver dog knap så vanskeligt, når den kommer fra en rotte, der skal tage et valg mellem at opsøge sin familie i den ildelugtende kloak eller gå på opdagelse i det vellugtende franske køkken.
Animationsarbejdet er rent lækkeri, lige fra den charmerende Remy, hvis ansigt er en formfuldendt palet af hele det menneskelige følelsesregister, til den actionmættede iscenesættelse af køkkenets kaotiske koreografi. Filmens humor lader heller ikke noget tilbage. Skøre slapstick-indfald doseres på strategisk korrekte steder i den charmerende fortælling, hvilket får ”Ratatouille” til både at varme sjælen og pirre lattermusklerne.
”Ratatouille” er en ret med alle de bedste filmingredienser. Kort sagt, et yderst delikat filmisk festmåltid! Velbekomme!
Læs mere på Filmland.dk |
Skriv en anmeldelse af Ratatouille
Du skal være medlem for at kunne skrive en anmeldelse. Hvis du allerede er medlem, så log ind i øverste højre hjørne. Hvis ikke, så kan du blive medlem ved at trykke her. Det er 100% gratis at blive medlem.
|
|
| Brugeranmeldelser: |
|
Ratet af mig den 01. oktober 2008 |
|
|
|
|
Skrevet af b-j-k den 20. april 2008 |
|
Rigtig sjov film. Vores børn på 3 og 5 år elsker den.
|
|
|
Skrevet af Charlotte den 10. april 2008 |
|
En film der bliver bedre, jo flere gange den ses. Mine børn på 3½ og 7½ syntes den var lidt lang første gang, men nu går den rent ind hos begge.
|
|
|
Skrevet af Jytte Halborg den 08. april 2008 |
|
Dejlig film. Så den med 5 børn mellem 11 og 3½ år. Den mindste syntes, det var for lang tid, men resten var meget optagede af den. Nok især scenerne, hvor rotten var ved at falde ned i suppen, når den skulle snuse til maden fra kokkehuen. Også rigtig sjov for voksne - der nok ser nogle flere nuancer i den, end børnene. Ex. hvorfor må en rotte ikke være en god kok??
|
|
|
Ratet af Mette den 08. april 2008 |
|
|
|
|
|
| |
|
|
Alt der har med kagepynt, cupcakes og hjemmelavede søde sager at gøre er rigt repræsenteret i blade, blogs og på TV for tiden, så hvorfor ikke også lade de populære kager få en fremtrædende rolle ved som aktivitet ved den næste børnefødselsdag?
|
|
2013 sæsonen blev for Djurs Sommerlands vedkommende skudt igang med en ny rutsjebane - og ovenikøbet Danmarks længste. Vi tog afsted for at teste den nye fartdjævel.
|
|
Bor du i København, og kommer du altid på de samme legepladser?
Så læs med her, når Lea og søn tager en legeplads-turne i København.
|
|
Har dit barn også en god samling Gormitier, Pokemons eller noget helt andet? Så kan du bruge det til at lave en sjov skattejagt. Læs med her, hvor vi bruger Gormiti figurer.
|
|
|