Søg udflugter  Seneste udflugter  Fribilletter for en anmeldelse   Del denne side på Facebook

Uopdagede perler i Nordsjælland

For børn behøver ferien ikke at gå til fjerne rejsemål eller kendte danske seværdigheder for at være god – vi har fundet hyggelige steder i Nordsjælland, som er mindst ét besøg værd.
 
”Hvor vil I helst hen til sommer? Skal vi tage med flyver til Tyrkiet og besøge farfar, eller skal vi tage på landet og bo?”, spurgte jeg de to ældste på henholdsvis tre og fem år – og ventede spændt på svaret.
 ”Vi vil på landet, for det er SÅ hyggeligt, råbte de i kor – og jeg var rørt – men også lettet, for budgettet levnede ikke just overskud til turen til Tyrkiet, selvom det var alt for længe siden, vi havde set farfar.
”Men hvorfor vil I helst på landet – der har vi jo været så mange gange”, spurgte jeg efterfølgende, med slet skjult nysgerrighed.
”Fordi man kan ride på heste, og der sidder små egern oppe i træerne, og så kan vi lege på stranden hele dagen”, lød argumenterne fra de små.

Og hermed var al dårlig samvittighed over ikke at have råd til at tage på dyr ferie til udlandet blæst af vejen. Børnene havde tydeligt vist, at lange flyrejser til eksotiske egne ikke indgår i deres sommerferiedrømme – de elsker ferier, hvor tingene foregår i deres tempo, og hvor basen er tryg og velkendt.

Sommerhuset, som vi kalder landet, ligger i Melby ved Liseleje, og huset er lille og gammelt, men haven stor og dejlig med en troldeskov, høje træer, som er hjemsted for en hel egernkoloni og under trappen bor der nogle gange pindsvin.

Når vi er på landet, leger vi i haven, men vi går også op på gravhøjen, som ligger lige for enden af vores vej. Der kan man spise brombær til man får ondt i maven, og hvis man står på tæer, kan man se Kattegat.

Stranden Trekanten i Hundested er meget børnevenlig, og der er god plads til at bygge sandslotte.Havbad fra Trekanten
Liseleje Strand er den nærmeste for os, men hele sidste sommer tog vi til stranden i Hundested, Trekanten, kaldes den. Her er ikke nær så mange mennesker som i Liseleje, og dermed er det nemmere at holde øje med ungerne, og man kan få en plads helt nede i strandkanten, så man hele tiden kan hente friske forsyninger saltvand i spanden til sandslottene.

Livredderen sidder lige oppe foran klitterne, og er på pletten lynhurtigt, hvis det er nødvendigt – og det var det i sommer, hvor den store blev brændt af en brandmand..

Grønlandsfarerens smukke hus
Når vi om vinteren tænker på vores somre på landet, føles det som om, solen altid skinner. Men det gør den jo naturligvis ikke, men vi finder altid på noget alligevel.
Grønlandsfareren Knud Rasmussens hus er et vores yndlingssteder. Det ligger i den smukkest tænkelige natur på en bakke med udsigt over havet. For at komme derop, skal man gå op gennem klitterne, og her skal man have godt med tøj på, hvis det blæser, for så er det koldt.

Huset er indrettet som museum, og helt små børn kan have svært ved at forstå alle de detaljer omkring Knud Rasmussens liv, som man bliver præsenteret for, men selvom man er lille, er det et spændende sted, for der er ægte bjørneskind fra Rasmussens egne ekspeditioner, en fantastisk brændeovn, der ser ud som om, den er ved at eksplodere og spændende billeder på væggene af eskimoer og vilde dyr. 

Gemmeleg på overdrevet
Et andet dejligt sted er Melby overdrev  - området var indtil 2003 militært øvelsesområde, og den gamle, røde kaserne ligger der stadig. Vi elsker at gå gennem det hedeagtige område, hvor der er optimale muligheder for at lege gemmeleg, Man kan også plukke evighedsblomster og forsøge at indfange sommerfugle i net, for dem er der mange af om sommeren.

Fortsætter man ligeud, ender man på stranden, hvor man kan spise medbragt mad, soppe, svømme eller hvad vejret nu er til. Melby Overdrev er en del af det, der skal blive til ’Kongernes Nordsjælland’ – og miljøministeren har udnævnt det til at være nationalpark. Der er i øjeblikket forskellige politiske overvejelser omkring, hvordan området skal benyttes efter at det ikke længere bruges af militæret, men vi håber bare, at den smukke natur får lov at bestå.

Skovtur på ponyryg
Det vores store datter glæder sig mest til, når vi igen flytter på lanPonyen Sandy gav Laura nogle uforglemmelige oplevelser.det til sommer, er dog at ride. I Hundested Sportsrideklub har de et tilbud for børn om, at man uden at være tilmeldt rideklubben, kan få sig en god ridetur på en af deres søde ponyer i skoven.

Et par dage hver uge i løbet af sommerferien kan man komme af sted på ponyryg, og det koster 100 kroner pr. tur. Man skal være hurtig for at få en plads – antallet af ponyer er begrænset.

Ridelæreren samt mor eller far går med, og børnene får en fornemmelse af, hvad det vil sige at ride, inden man eventuelt melder dem ind på en rideskole. For vores datter, som ELSKER heste, og har trukket sin morfar med rundt på rideskoler siden hun var to, er det en fantastisk mulighed – og at hun fik lov til at ride på prinsessehesten Sandy, som har lyserødt seletøj og en lang, hvid manke, gjorde det bare endnu bedre.
Man kan melde sig til ved at ringe til rideskolen. Læs mere på www.hundested-sportsrideklub.dk

Denne del af Nordsjælland byder også på mange andre glæder – for eksempel skønne vandreture på Melby Overdrev eller en sejltur med M/S Frederikke på Arresø. Man kan også tage på Krudtværket i Frederiksværk, som nu er museum, men som i mere end 200 producerede krudt til blandt andet militæret. Køber man billet til Knud Rasmussens Hus, kan den også bruges på Krudtværket.

Rigtig god fornøjelse.

Pernille Rohde
Sjovforbørn.dk
15. april 2009

 



 

Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:




Man kan roligt sige at alle forældre vil deres børn det bedste, men - hvad er det bedste egentlig? Og hvad nu når pengepungen ikke rækker til flere ture til diverse dyre forlystelser?

 Læs mere her

Her får I nogle sjove lege og aktiviteter, som kan redde selv den vådeste sommerhusferie eller telttur.

 Læs mere her

En ny dille er over os. Geocaching får modspil af orienteringsløb med findveji.dk! Takket være en ny hjemmeside, kan I downloade et kort til et O-løb i en skov nær jer. Kortet indeholder alle de oplysninger I har brug for, så I kan finde vej og få pulsen op sammen. Let og ligetil.

 Læs mere her

Mulighederne for en fantastisk ferie er forsat mange, selvom I er blevet en lille singlefamilie. Uanset om I har lyst til ferieoplevelser med afsæt i det dejlige danske, eller drømmer om fjerne himmelstrøg, kan I få en uforglemmelig én på opleveren sammen. Når én dør lukkes er det så heldigt, at en ...

 Læs mere her


©2005-2011 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk