|
Uro på bagsædet
De fleste af os kender til uro, slåskampe og utålmodighed på bagsædet, når vi med vores børn drager på selv de mindste udflugter, og ferier kan få en rigtig dårlig start, hvis destinationen skal nås i bil. Der er heldigvis en løsning på problemet, for langt de fleste børn elsker at se film, og turen bliver unægtelig noget kortere, hvis man kan fordrive tiden med at se sin yndlingsfilm.
Vi har testet et DVD-sæt fra Nextbase (Nextbase Click7 Duo Deluxe AC), som består af 2 skærme - en til montering bag på hvert af forsædernes nakkestøtter. Har man kun et barn, kan man med fordel vælge et andet af Nextbases produkter, men med 2-3 børn på bagsædet skal man investere i et duo-sæt. Det er jo ikke 32" skærme vi taler om her, så at deles om en skærm hængende bag på kun et af forsæderne vil ikke være tilstrækkelig.
Da der er DVD-afspiller i begge skærme, kan man frit vælge om begge børn skal se den samme film, eller om de skal se 2 forskellige - forhåbentligt med øretelefoner på.
Teknik og montering
Sættet består af 2 7" skærme i 16:9 format hver med en DVD afspiller monteret. Skærmene sluttes sammen med ledninger, og en ledning sættes i cigarettænderen. Skærmene monteres på nakkestøtten ved hjælp af en dock, der sættes på nakkestøtten ved hjælp af velcrostropper. Der er således ikke nogen ledninger direkte i skærmene, og de kan let clickes af og tages med for at undgå indbrud i bilen.
I sættet medfølger også 2 adaptere, så skærmene kan anvendes andre steder end i bilen. Der er også 2 simple øretelefoner med, men det kan anbefales at investere i ekstraudstyr, hvis man forventer at skulle bruge øretelefon er ofte. Derudover følger der også 2 fjernbetjeninger med.
Det er også muligt at tilslutte en Playstation, dog medfølger der ikke udstyr til det.
Små eller store børn
Har man store børn på bagsædet, kan de let selv styre dvd-afspillerne ved hjælp af knapperne på selve maskinen og ved hjælp af fjernbetjeningen. Vi testede systemet med 3 drenge på 3, 6 og 7 år, og min ældste søn på næsten 8 år sad i midten og kunne med et minimum af instruktion selv klare både fjernbetjening og udskiftning af DVD-film. Fra hans placering i midten var der iøvrigt ingen problem med at se filmene, selvom vinklen var lidt skæv.
Har man udelukkende mindre børn på bagsædet, skal man regne med selv at skulle styre DVD-afspillerne, og her er der en ulempe. Da skærmene jo er monteret så kun børnene kan se dem, er det svært at vide hvor i menuen, man er kommet til, uden at kravle om på bagsædet, så det med at skifte og starte film op, mens man er på farten er ikke nemt. Med andre modeller, hvor ledningerne er monteret direkte i afspilleren, kan man blot klikke afspilleren af docken og sidde med den på forsædet og gøre den klar, men i og med at strømmen forsvinder, når man tager afspilleren af docken i denne model, er den løsning umulig.
Vores bedømmelse
Efter en grundig test kan vi konkludere, at der er tale om et rigtig godt produkt. Kvaliteten er i orden både på skærmen og i selve materialerne. Det kan holde til små pilfingre og viste ikke umiddelbart tegn på svagheder. Da vi heldigvis har et barn, der er gammelt nok til at styre fjernbetjening og udskiftning af DVDer, er produktet helt perfekt til vores familie, m en det er en ulempe, at man med små børn skal om på bagsædet for at styre det hele.
Positivt
God kvalitet af skærme og materialer
Nemt at tage skærmene med, når man forlader bilen
Skærmene kan nemt anvendes andre steder end i bilen
Negativt
Svær at betjene fra forsædet
Der er ikke batteri i afspilleren, så når bilen slukkes så slukkes afspilleren også
Mette Juhl
19. november 2008

|