National kunst i børnehøjde - Sjovforbørn.dk
 
Søg udflugter  Seneste udflugter  Fribilletter for en anmeldelse   Del denne side på Facebook

National kunst i børnehøjde

Selv om man er 2½ år, kan man godt have glæde af at komme på kunstmuseum. På Statens Museum for Kunst er der kunstoplevelser til både store og små, og så er det endda gratis.

Hvad får en tøs på 2½ år ud af at komme en tur med far og mor på Danmarks nationalgalleri? Måske bliver det ikke til den helt store fordybelse i de udstillede kunstværker, men kedeligt behøver det ikke at være.

Nanna, som er på vej mod 3 år, har allerede mange gange besøgt Statens Museum for Kunst sammen med far og mor. Museet har gratis adgang, så vi er ofte taget forbi museet uden at føle os forpligtiget til at trævle samtlige samlinger igennem. Et kig på ny og gammel kunst og et cafe-besøg kan være rigelig input for et lille menneske.

Kunstkiggeri
Klapvogne og barnevogne har en særlig parkeringsplads til højre for museets hovedindgang, og når trapperne er besteget op til kunstens univers, går turen fra den højloftede foyer ned i kælderen, hvor tasker, rygsække, flyverdragter og jakker kan smides i garderoben. Nanna kender vejen og tager allerhelst elevatoren – en oplevelse i sig selv, når man er lille.

Museet består af en gammel hovedbygning fra slutningen af 1800-tallet og en nyere tilbygning fra 1998. Der er mange rum, hvor man kan gå på opdagelse og kigge på malerier og skulpturer, og især de mange gangbroer, der forbinder den gamle og nye bygning er spændende at forcere, synes den 2-årige.

Vi kigger på idylliske guldalder-malerier af køer på marken, falder i svime over royale portrætter af konger og dronninger – ”hvor er prinsessens kjole pæn, mor” – og undres over de moderne kunstværkers ofte groteske udtryk. Lidt farligt, synes pigen, da hun ser en menneskelignende dukke med meget lange arme og ben. Og så trækker de store vinduer ud mod Østre Anlæg også, herfra kan man nemlig se ud over hele parken og dens liv – fra ænderne i søen til toppen af byens huse.

Dansefilm og fiskefrikadeller
I stueetagen er der god plads til at teste de nye løbesko i skulpturgaden, og lidt ved et tilfælde kigger vi inden for hos udstillingen ’Dans, dans, dans’, som nærmest tryllebinder Nanna. Udstillingen består af tre (meget forskellige) korte film om at danse, og der er discolys, der blinker i takt til musikken. I starten betragter pigen med lidt forbehold filmlærredet, men kaster sig hurtigt ud i at løbe rundt i takt til musikken. Flere mindre børn kommer til og slutter sig til danse-/løbeseancen – supersjovt, synes de små.

Oven på den fysiske udfoldelse må vi en tur i cafeen og få fyldt depoterne op. Cafe Republik ligger med en skøn udsigt over det grønne anlæg ved siden af museet, og her er både høje stole og god plads til at lege. Menukortet har flere børnevenlige retter, vi forsøger os med en omgang fiskefrikadeller, og de går rent ind hos den 2-årige. Efter maden finder Nanna og en jævnaldrende dreng ud af en sjov leg med drengens lille bil, som de kører frem og tilbage imellem sig. Far og mor griber chancen og henter en kop kaffe imens.

Vi forlader museet 1½ time efter ankomst, og alle store som små har hygget sig med kunst og kager i cafeen. Det er ikke sidste gang, vi har kigget inden for hos Danmarks nationale kunstmuseum.

Statens Museum for Kunst har også tilbud til større børn, bl.a. Børnenes Museum for Kunst, som fra 30. maj 2009 og et år frem viser udstillingen ’Blomsten og bien’ for de 6-12-årige. Museet har hver lørdag og søndag kl. 13 omvisninger specielt for børn, og på museets værksteder kan børn i alle aldre udfolde sig som kunstnere (entre 30 kr.). Læs mere på www.smk.dk

 

Malene Lundahl
Sjovforbørn.dk
25. maj 2009

Fotos: Statens Museum for kunst

 



 

Jeres kommentarer

I dette forum er I velkomne til at skrive kommentarer til artiklen.



Anonym 15. august 2009 kl. 09:57
National kunst i børnehøjde

Svar - citer og svar













Nu er det atter sommer og tid til at tage stranden, sole sig og bade i bølgerne blå. En strandtur skal først og fremmest være tryg og god.

Det bliver den med de 5 livsvigtige baderåd, vi her videreformidler.

 Læs mere her

Ungerne vil sgu ha skattejagt – hver gang! Kniber det lidt med opfindsomheden? Så læs med her og få det hele serveret på et sølvfad.

NÅ DET FØR DE ANDRE FORÆLDRE !!!

 Læs mere her

Har lige været et smut i Astrid Lindgrens verden med mand og unger, og jeg er helt indfanget af Emil, Mattis, Pippi og Ronja.

 Læs mere her

På en sommerdag er en sejltur på Svendborgsund med det gamle træskib Meta tæt på at være lykken. Her er intet andet at lave end at nyde udsigten, vejret og nærheden med sine børn.

 Læs mere her


©2005-2010 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk