Gå tilbage Tilbage   Søg i kalenderen  Min huskeliste  Foreslå arrangement  Børnebogs-anmeldelser  Brætspil for hele familien  Årets Greatest!    Del denne side på Facebook

Spil op til spillopper!

Skal der grines godt igennem, leges hyggeligt sammen og nye udfordringer på bordet er spil et fantastisk godt bud. Spil op til leg, latter, løssluppen snak og masser af nye oplevelser, når I sammen udforsker mulighedernes land i selskab med alverdens morsomme spil, der skiftevis sætter jer på prøve, udfordre jer og kalder på nye sider af jeres færdigheder.

Leg, læring og lystig latter
Gode spil rimer på timevis af intens leg og læring uanset hvilket spil vi vælger, at vi giver os i kast med. Når vi spiller, skal vi fx skiftevis bruge vores fantasi, opmærksomhed, koncentration og samarbejdsevner. Et spil består af mange forskellige lærerige og værdifulde elementer. For de mindste er spillets terninger fx en vigtig indgang til det at tælle. Selve det at lære at vente på hinanden og at man både kan vinde og tabe, er helt essentielt. Hjerneforskere lægger meget stor vægt på, at brætspil skærper koncentrationsevnen og evnen til at tænke taktisk og strategisk. Så glæd jer til at give ungerne nye oplevelser og muligheder, samtidig med musikken spiller op til massevis af sjov og spillopper!

Familieterapi
Sjov for børn giver dig her en guide til årets vel nok bedste brætspil. Guiden kan bruges til gaveindkøb, men også som input, når familien trænger til at få fyldt benzin på det hyggelige samvær, der er så altafgørende. Mød hinanden omkring et spil og få stjernestunder. Spil er alle tiders til ferie, fest og fritid. Kort sagt: samvær familien imellem. Lidt mere eftertænksomt kan man tilføje, at brætspil og familiespil er en vigtig investering i sin familie. Det er kvalitets tid, der dur, fordi det som oftest fungerer som ren familieterapi, når familiemedlemmerne kan optræde på slap line, være samme, få sludret og bruge kreativiteten ikke mindst.

Et frikvarter
Hver især har brætspillene forskellige kvaliteter og støtter op om forskellige ”intelligenser” jf. de efterhånden kendte Mange Intelligenser af Howard Gardner. Fælles er, at spillene lægger stor vægt på det sociale element, og giver spillerne mulighed for at træne det at være et team. I mangen et brætspil, er holdspil, samarbejde og kommunikation altafgørende. Ting en familie kan benefitte af i hverdagen sammen og hver for sig. Derfor er der al mulig god grund til at prioritere ugentlig familiespilletid, hvor der bliver hygget igennem og vist støtte, opmuntring og begejstring overfor hinanden. Et spil kalder på mange følelser, og det er en udmærket måde at øve sig i at være social. Flere og flere spil er relativt korte tidsmæssigt, så det også er muligt at bruge dem til et frikvarter i hverdagen, eller som en støtte i at opøve særlige færdigheder. Spillenes verden er fuld af fornuft, fest, farver og spillopper!  

Quiz

Passatempo
Quiz for hele familien - på deltagernes præmisser! Passatempo er et all-around quizspil, der først og fremmest skiller sig ud ved, at spørgsmålene er delt ud i tre sværhedskategorier: voksne, teenager og børn. Ved hvert spørgsmål læses alle kategorierne op, idet et spørgsmål har form som tre ledetråde der gradvist bliver nemmere i takt med man bevæger sig fra voksne, teenager til børnedelen. Det er en rigtig fin idé.

Ydermere har Passatempo den fine finesse, at hver spiller får en ramme hvori vedkommende placerer sine pointkugler, der skal bygges op til en pyramide på i alt 15 kugler før vinderen er fundet. Når en deltager svarer rigtigt, må der trækkes det antal kugler, deltageren har gjort sig fortjent til i en sort pose. Kuglerne har forskellige farver, og de har forskellige værdi, ligesom enkelte kugler giver mulighed for at snuppe kugler hos modspillerne . På den måde skabes ekstra dynamik og spænding i et quizspil spillerne måske troede var afgjort.

Alt i alt virker Passatempo uhyre velgennemført og kandiderer til at blive et af de absolut foretrukne quizspil i familien, fordi alle kan være med.  http://passatempoquiz.dk

Danmark Quizzen Junior
Danmark rundt – nu for juniorer! Følger i fodsporene på spillet ”Danmark - Quizzen om dit land”, der er et særdeles populært quizspil.  Nu er Tactic klar med en juniorversion, så familiens yngre medlemmer også kan tage del i quizzen.

I Danmark Junior Quizzen kan børn fra omkring små 8 år deltage. Spørgsmålene variere ganske meget i sværhedsgrad, sådan som det ofte ses i quizspil, men det er kun med til at højne spændingen undervejs på rejsen rundt i det danske.

Ungerne kan udmærket spille på egen hånd og hygge sig med at ”udforske” Danmark på den måde. Der er 1200 spørgsmål, hvoraf 360 er flervalgsspørgsmål til billeder, som kendetegner Danmark og disse billedkort var klart vores favoritter.

Spørgsmålene er inddelt i seks forskellige kategorier: Musik & berømtheder - Sport & spil – Populære og interessante steder - Tv, radio, bøger, film & Internet - Sjove facts om dyr - Godt & blandet. Og det er da i sandhed et eldorado af gode blandede spørgsmål, der sender os rund om det dejlige danske!

Spillet er nemt at gå til, og quizzen er flyttet over på et danmarkskort, der er genstand for spillernes rejse rundt i landet. Sjovt, anderledes og lærerigt. http://www.tactic.net

Safari School: Professor Crocodile’s Safari School
Har I tjek på dyrenes egenskaber? På Professor Krokodilles Safariskole kan hele familien konkurrere om viden om dyreriget.

I møder 42 vidt forskellige dyr fra hele verden. Hver deltager får en professor-brik der placeres på spillebrættets startfelt. I får hver fire Ludobrikker i tilsvarende farve. Spillet opererer med 22 forskellige egenskaber eller kendetegn hos dyrene og de placeres rundt om i spillebrættets yderkant.  

Herefter skiftes spillerne til at tage et dyrekort som alle kigger på. Nu skal alle spillerne i en fart placere deres fire Ludobrikker på de egenskaber, de vurderer, passer til dyret. Bagefter vendes dyrekortet om og man tjekker om deltagerne har gættet rigtigt. For hver rigtig egenskab eller kendetegn man har gættet rigtigt, rykker man sin professor-brik ét felt frem mens et forkert gæt betyder et ryk tilbage.

Dyrenes verden er som bekendt fascinerende og dermed også overraskende. Ergo kan man let komme til at lave et forkert ryk! Spillet er med til at pirre nysgerrigheden for dyrenes forunderlige verden og dét kan kun hilses varmt velkomment. Safari School kombinerer quizelementer med taktik. Kort og godt et morsomt spil der ydermere er sådan indrettet at selv familiens mindste kan være med. http://www.danspil.dk

Logik

Road Block (Smartgames)
Politi og røvere! En oplagt måde at lokke drengene i gang med logikspil, men hele familien kan glæde sig til herlige hovedbrud med Road Block.

Her skal I hjælpe politiet med at spærre vejen for røverens røde flugtbil. I opgavebogen finder I 60 udfordringer i stigende sværhedsgrad. På spillepladen er biljagten klar, når I har placeret bygninger og den røde flugtbil på pladen, sådan som billedet på udfordringen viser. Nu skal du ”bare” lægge de seks puslespilsbrikker med politibiler, så de blokerer for flugtbilen. Du skal bruge alle brikker og hele pladen skal dækkes. Til hver udfordring er der kun én løsning, som selvfølgelig er angivet i opgavebogen.

Spillet kan bruges af en person eller som familiespil, hvor I spiller skiftevis på tid. Road Block er en form for avanceret puslespil med associationer i retning af Tetris. Road Block udmærker sig ved at byde på opgaver i flere niveauer, så hele familien kan være med. Hjernebrud når det er bedst! Spillet blev med god grund nomineret til Guldbrikken 2009 i kategorien børnespil. http://www.p-trade.dk/

Anti Virus (Smartgames)
Hjernevridere, hovedbrud og gåder. Kært barn har mange navne. Smart Games er eksperter i slagsen.

Anti virus er et super sjovt og udfordrende gådespil for én deltager og det er altid populært. Er I flere, kan der fx spilles på tid.

Ideen er, at spilleren skal flytte rundt på de forskellige celler for at den syge, farlige og onde viruscelle kan blive elimineret. Konceptet er enkelt og ligetil at gå til: der skal rokeres rundt på cellebrikkerne enkeltvis eller gruppevis, indtil den røde brik kan flyttes ud ad åbningen i spillepladens ene hjørne og dermed er væk!

Anti virus består af 60 gåder og bliver gradvist vanskeligere. Spillet fungerer perfekt og lokker med sit lækre finish til leg med logik for hele familien. Et fantastisk flot og fængende spil! http://www.p-trade.dk/

Pinguins on ice
Alene spillets udformning med fem søde små pingviner, der kalder på hjælp til at komme rundt, lokker til leg. Men tag ikke fejl af de herlige pingviner: det er ikke så ligetil at hjælpe! Pinguins on ice eller - Pingviner på is som det hedder på dansk – er et alle tiders logikspil for et barn, men også udfordrende for selv voksne og dermed et fint familiespil.

Konceptet er enkelt og ligetil. Spilleren får en opgave i opgavebogen, og skal nu få pingvinerne til at stå på den helt rigtige plads ved at flytte isflagerne. De første opgaver er nemme, men så bliver det straks vanskeligere, og der er vel at mærke kun én løsning.  Opgaverne er inddelt i henholdsvis Starter, Junior, Expert og Master.

Eftersom isflagerne pingvinerne står på kan ændre facon opnår man flere muligheder. At pusle rundt med pingvinerne er både tricky og total opslugende!

Penguins on ice er fantastisk flot udført og henvender sig til begge køn, ligesom det er alle tiders at både børn og voksne kan få udfordret de små grå med spillet her. At hjælpe de små pingviner er super hjernegymnastik for alle! http://www.p-trade.dk/

Magi labyrinten
Wauw! – sikke en spilleplade, der her er udviklet for at kunne invitere spillerne med ind i magiens verden.

Her skal vi hjælpe Den lille magiker og troldmandens lærling rundt i den magiske labyrint. De er på jagt efter de magiske symboler! De store magikere driller imidlertid undervejs ved at bruge magi, så veje lukkes og skjulte tunneler afsløres. Spillepladen er takket være et sindigt system af trævægge, magnetiske brikker og tilhørende kugler fuld af uforudsigelighed! Labyrintens vægge er i sagens natur usynlige for spillerne, der starter i hvert hjørne, og nu skal spillerne sørge for at huske hvor de står – og holde styr på hvor de forrige gang stod. Nu handler det om at finde rundt i labyrinten og være den spiller, der først får indsamlet 5 magiske symboler.

Spillet blev vinder af årets børnespil i Tyskland 2009 og i Norge 2010 ligesom det opnåede at blive nomineret til årets børnespil i 2010 herhjemme.  

Magi labyrinten kan spilles af to til fire spillere i alderen cirka 5 år og op. Det tager en lille halv time og opefter. Spillets tekniske side under den synlige spilleplade fungerer forbløffende fint og giver mulighed for et overraskelsesmoment, der klæder spillet særdeles flot! http://www.arnoldbusck.dk/

Taktik & strategi

Mondo
Vinder af årets familiespil 2011 Guldbrikken. I Mondo skal I konkurrere om at skabe den skønneste paradis-ø på hver jeres spilleplade.  Der er 136 landskabsbrikker til rådighed, og hver spiller har sin plade til at opbygge sin egen paradis-ø på. Det gælder om, at bygge den mest perfekte verden, dvs. uden skønhedsfejl og uden ledige felter.

Alle deltagere er aktive samtidig, og det giver spillet en ekstra værdi, at man ikke skal sidde at vente på hinanden undervejs.

Der er syv hektiske minutter til at bygge paradis-øen. Deltagerne skal bruge både kreative evner og strategisk sans, alt i mens konkurrencen løber og minuturet tikker. Ekstra sjovt er det da også, at ikke to spil bliver ens!

Spillet er nemt og hurtigt at lære selv om det er så unikt og anderledes. På plussiden tæller også, at spillet endda er muligt at spille på egen hånd. Spillet lader sig spille af op til 4 spillere i alderen fra omkring 1. klasse og op.

Udover grundspillet, som Sjov for børns prøvefamilie stiftede bekendtskab med, byder spillet også på de to tilføjelser udvidet og expert. http://www.arnoldbusck.dk

Iagttagelsesspil

Busytown - Den Travle By
Ned på gulvet og så i gang med at udforske det to meter store og imponerende spillebræt i takt med at opgaverne gives. Universet er det velkendte Busytown - 'Den Travle By', og hver spiller får en karakter de kender. Undervejs skal der findes forskellige ting på det store farverig spillebræt, og dét er rigtig sjovt!

Spillet henvender sig til familiens mindste, der her får en rigtig fin og herlig mulighed for at opleve spilleglæden og øve sig i forskellige enkle spillediscipliner.

At bringe spillet helt ned i gulvhøjde gør det endnu mere levende og vedkommende for de små, der nu er i øjenhøjde med deres bedste venner fra Den Travle by! De kan bruge hele kroppen, når de leder og løser mysterierne. Dét er en super god idé, da mange børn på den måde vil blive mere optaget af spillet.

Et spil er klaret på 15 – 25 minutter, og det passer ideelt til målgruppen de 3 – 6 årige med deres familie. Kan varmt anbefales som introduktion til de mindste, der skal lære samspil, samarbejde og konceptet at spille. http://www.tactic.net

Vildkatten
Alle sanser skal skærpes i dette herlige iagttagelsesspil fra Danspil! Som en moderne slags vendespil med fart og feltet eller ”Find Holger” i spilversion, udfordrer spillet her hele familien til at bruge koncentration, overblik og opmærksomheden.

Der er hele 513 billedkort i beholderen midt på spillepladen med de lige så mange billeder. Hver deltager får nu udleveret tre billedkort fra beholderen. Når alle er klar, vender alle deltager samtidig deres billedkort om, og ser på billederne hvorefter det handler om at finde billederne på spillebrættet hurtigst muligt. Den, der først har fundet sine tre motiver har vundet. Enkelt og ligetil, men ikke desto mindre super morsomt!

Især hos de mindste går det rent ind, men også de større søskende lader sig gribe af jagten af billeder, og bliver til en vildkat! Spillet har desuden forslag til et par varianter med større sværhedsgrad. Godt og gedigent materiale.  http://www.danspil.dk

Hit the Hat
Det handler om at være hurtig på aftrækkeren – hattesmækkerne – i spillet Hit the Hat! I 2011 blev spillet kåret til "Årets Børnespil" 2011 i Danmark, og modtog lignende udmærkelser i vores nabolande.
Hit the Hat, – eller bare Hit med hatten for hatten – for nemheds skyld, er et super sjovt iagttagelsesspil, der spiller på alle sanser. Se og slå til!

De tre terninger fortæller hvilke form, kantfarve og mønster hatten skal have. Nu er det spillerens opgave lynhurtigt at omsætte disse informationer til hvilken hat, der mon matcher alle oplysningerne og slå på denne hat med sin hattesmækker. Når hatten i en ruf er løftet ned fra bordet, får spilleren en brik. Den spiller, der har fået seks brikker først har vundet spillet.

Dermed er Hit the Hat et hurtigt spil, ikke bare når der spilles en omgang, men også samlet set. Det gør det populært og attraktivt for hele familien at samles om når der er brug for en omgang fælles sjov og latter!

Spillet kombinerer leg og læring på fineste vis, da spillerne udover at bruge deres iagttagelsesevne også selv skal træffe en hurtig beslutning og agere: slå på deres aftrækker i form af hattesmækkeren! Herligt og humoristisk! http://www.danspil.dk

Sproglig opmærksomhed

Alias med Bamse og Kylling, Anne og Lotte, Kaj og Andrea.
Vi kender Alias som spillet, hvor vi (voksne) skal formulere os bedst muligt. Nu er det herlige spil flyttet ned i øjnehøjde med børnehaveungerne og indskolingen, der i denne version møder et Alias tv-univers med deres venner fra Bamse og Kylling, Anne og Lotte, Kaj og Andrea. Det handler om at forklare og gætte billeder for hinanden. Ikke nødvendigvis ligetil men smadder sjovt! Og god læring for de mindste i at fortælle kort og præcist.

Spillet kræver, at I er min. 2 hold med hver 2 personer. Nu skal spilleren så forklare et billede til sin holdkammerat så godt, at motivet bliver gættet på mindre end 1 minut. Jo bedre forklaring, desto hurtigere kommer holdet i mål, idet man rykker det antal felter frem, man gætter antal ord.

Alias er fuld af sjov og udfordring på en ny, udfordrende og morsom måde. Spillerne skal bruge deres formuleringsevne især, men også evne til at lytte bliver sat på spil i Alias. Spillerne skal forklare ord og billeder uden at nævne ordet, der skal forklares. Synonymer, modsatser, ledetråde m.m. må bruges. http://www.tactic.net

Nønne Lønne Votborg
Skribent Sjov for børn
december 2011

 








 

Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:





Lalandia er børnenes land, vi voksne er blot et nødvendigt vedhæng til børnenes erobring af vand, leg og underholdning. Her er det meste, og mine unger var fuldt underholdt i de tre dage vi var her.

 Læs mere her

En tur i skoven behøver ikke være med mor og far i hånden og helt vildt kedelig. Man kan også se det som en hyggelig tur ud af huset med veninderne og vennerne. Tag en tur i skoven med soveposer og telt og få en god oplevelse.

 Læs mere her

Christina og hendes familie blev udvalgt til at blive testfamilie og har nu været en tur i HansaPark. Læs med her når hun fortæller om en dejlig tur til det Nordtyske.

 Læs mere her

En sjov og udfordrende legeplads hjemme kan på længere sigt være den bedste investering du har gjort. Det er nemlig i baghaven, børnene har deres kammerater med hjem. Det er her de leger, mens du laver mad, og det er her de skønne sommerdage kan bruges. Men hvilke legeredskaber kan være med til at g...

 Læs mere her


©2005-2011 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk