Septembervejr og slowmotion i Skåne - Sjovforbørn.dk
 
Sjovforbørnpåferie.dk  Ferie med børn - oversigt  Overnatning  Familiehøjskole  Temaferie derhjemme   Del denne side på Facebook

Septembervejr og slowmotion i Skåne

En uge med regn og blæst i de svenske skove? Det lyder ikke som den perfekte ferie, men det blev det. Især for tumlingen Asbjørn. Et par gode gummistøvler, ild i pejsen og varm kakao redder hyggen.

"Sten ... vand-dyt ... plask" råber Asbjørn med sine tre nye ord. Han peger ud af sommerhusets store stuevindue, og så må hele familien trække i regntøjet og gå ud i efterårsvejret.

Sidst i september er vi taget i sommerhus i det sydlige Skåne, tæt på byen Höör. Nu skal mor, far og Asbjørn på snart to år slappe af og nyde det sidste af sommeren i skoven. Men sommeren er allerede rejst, da vi kommer frem til sommerhuset.

Ild i pejsen og varm kakao er løsningen, når nu solen ikke viser sig. Og det tvinger os ned i tempo. Når regnen står ned i stråler uden for vinduerne, så læser man lige en bog mere under tæppet, mens far henter brænde.

Udflugter til grusstien
Vi valgte at leje et sommerhus i Skåne, fordi vi ville have fri – også fra Internet og TV. Bleer, chokoladekiks og andre livsnødvendigheder skulle være til at skaffe ret hurtigt, men vi ville gerne ud og opleve naturen. Skånes skove var svaret.

De første par dage indstiller vi os på slowmotion. Dagens højdepunkt er turen ned ad skovstien, hvor vi finder en vandpyt. Asbjørn smider småsten i vandet og plasker med gummistøvlerne, mens mor og far nyder stilheden. Vi er halvanden times kørsel fra Indre Nørrebro i København, men her dufter af skovsvampe og friske vinde.

Familiens yngste er rigtig godt tilfreds med det nye tempo. Vi møder en stor langhåret økologisk ko på en nærliggende mark, og den er lige så spændende som et eksotisk dyr. Asbjørn synes den ru tunge kildrer hånden, da han giver koen en tot græs, men det bliver lidt farligt, da hele flokken kommer for at hilse på.

 Klappegeder, kloster og kage
Da septembers himmel endelig bliver blå, trænger familien til at komme på udflugt. Vi har gode erfaringer med at holde det kort og enkelt – mindst mulig transport og få penge.

Vi finder den lokale Höör-guide på kaminhylden, og her reklamerer de for Skånes Dyrepark – de nordiske dyrs park. Når først de voksnes entre er betalt, er alt andet gratis, og billetterne gælder som årskort, hvis man nu vil tilbage og kigge til elgene en anden dag. Asbjørn synes, at elgene er fantastiske, men det er svært at forstå, at man ikke må klappe dem som de venlige køer på marken. Heldigvis finder vi både indhegningen med klappegeder og buret med bløde kaniner.

Den store park byder på mange hyggelige picnic-steder, og hvis vi havde kul og pølser med, kunne vi have lavet en grillfest ud af det. Men vi nøjes med en sandwich fra rygsækken, mens vi holder øje med de søde sæler, der dykker i parkens sø.
Asbjørn bliver træt, inden vi får hilst på alle dyrene, men han råber: ”Vi ses,” til bjørnene, da vi kører hjem. Og det gør vi helt sikkert.

Vi kører forbi et skilt med billede af en lille robåd og teksten: Bosjökloster Slot. Og så er næste dags udflugt planlagt. Madpakker og fornuftigt tøj er blevet standardudstyret, for selvom udflugtsmålene har caféer, er det meget rart at kunne spise sin velkendte leverpostej.

Legepladsen og den store hønsegård er underholdning nok til Asbjørn, som ikke er meget for at sejle ud på den store sø. Så hellere nyde udsigten og en is i cafeen. Haverne omkring klostret er smukke, og vi runder dagen af med en tur i rosenhaven, der stadig dufter af sensommer.

Tilfældighederne fører os forbi den økologiske have Klinta. Denne gang er det mor, der kommer med begejstrede udråb. En lille hyggelig gårdbutik sælger alt fra pastinakker til patchworktæpper. Det viser sig, at Klinta er meget mere end øko-shopping – en stor have åbner sig bag butikken, og her kan man få serveret kaffe og kage i drivhuset, mens regnen trommer på taget. I et hjørne af drivhuset finder Asbjørn et indhegnet legehjørne, og pludselig forsvinder eftermiddagen i et roligt tempo.

Små oplevelser til små mennesker
Dårligt vejr og lille økonomi viste sig at være opskriften på en fantastisk ferie. Sommerhus uden for sæsonen betyder en ferie i slowmotion, og små oplevelser er mere end nok for familiens små mennesker.

En stribet kat, Kalles Kaviar på tube og skovens store klatreklipper giver den 2-årige al den underholdning, han kan klare. Og når han falder i søvn om aftenen, er der stadig ild i pejsen, mens mor og far får en stille stund.

I sommerhuset hænger et vinterbillede, der er taget fra skovstien. Man kan kun lige skimte den grønne dør og lidt af taget på det røde hus, resten er dækket af sne. Vi lover hinanden, at vi kommer tilbage til vinter, så vi kan bygge en stor snemand.

 

Læs mere her:

Hvis I skal i sommerhus uden for sæsonen, så pak en hyggetaske, der er det første i pakker ud, når I kommer frem.

Stearinlys
Tændstikker
Kiks eller kage
Te eller kaffe (evt. i en termokande, hvis I ikke skal køre langt)
Juice
Lidt legetøj
Hjemmesko
Sweaters, så I ikke skal sidde med jakker på, til huset er varmt.

www.klinta.org
www.bosjokloster.se
www.skanesdjurpark.se
www.turisthoor.com

Lea Carlsen
Sjovforbørn.dk
1. april 2009

 



 

Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:


Din kommentar:














Vores børn spiller en del computer og er nu begyndt at støve internettet tyndt for at finde sjove spil.

Nogle gange støder de dog på spil jeg ikke er interesseret i at de spiller.

Nu har Sjovforbørn.dk åbnet for en spilleafdeling, der er renset for bl.a. voldelige spil.

 Læs mere her

Vi kender det alle sammen. Familien skal på udflugt, men sidste gang blev det væsentligt dyrere end forventet. Det er som om, at priserne er skruet i vejret, og alting løber lynhurtigt op.

Her får du 10 super tips til en billigere udflugt.

 Læs mere her

Lad mig sige det med det samme: Jeg var en amatør indtil sommerferien i år, hvor min 5-årige søn lærte mig alt om krabbefiskeri. Men nu føler jeg mig fuldt ud i stand til at give tipsene videre her på siden. Skulle I have yderligere gode tips, så skriv dem nederst i artiklen i vores forum, så andre ...

 Læs mere her

Bor du i København, og kommer du altid på de samme legepladser?

Så læs med her, når Lea og søn tager en legeplads-turne i København.

 Læs mere her


©2005-2010 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk