Mary Poppins på Det Ny Teater i København

SUPERPHANTAPHÆNOMÆNAGENIALILISTISK… TIP TOP! er de ord, der helt præcist beskriver forestillingen ”Mary Poppins”, som Det Ny Teater i København havde premiere på den 17. februar 2010. Så det, der skal siges, er egentlig allerede sagt… i selve forestillingen!

SUPERPHANTAPHÆNOMÆNAGENIALILISTISK er tilmed et ord, der ”smager godt” og dækker over alt det fantastiske, geniale, gennemførte, unikke, fænomenale, spektakulære, sjove og herlige vi oplever de tre timer, forestillingen varer. En forestilling, der tryllebinder os både hvad angår scenografi, kostumer, sang, kvikke bemærkninger, vise ord, trylleri og skuespil. Ganske enkelt et overdådigt overflødighedshorn.

Det Ny Teater er kendt og berømt for teaterets fantastiske opsætninger af musicals, så vore forventninger var store, da vi satte kursen mod København en vinterdag i februar. Og vore forventninger blev til fulde indfriet. Er man musical elsker, så er et besøg på Det Ny Teater netop nu – og frem til 16.05.10– en oplagt mulighed.

Betagende scenografi
Når man begejstres så meget over en forestilling, er det svært at vide, hvor man skal begynde og hvor man skal ende med at dele ud af sin begejstring. Og dog… Scenografien og kostumerne, der sammen pakker hele forestillingen ind, er så overvældende, så det må være her, det hele starter. Man sidder med følelsen af at bladre i en bog, og hver side afslører nye, fantastiske billeder, der overgår hinanden i opfindsomhed og kreativitet.

Hall’en kommer rullende ind, børneværelset daler ned fra loftet, herskabskøkkenet dukker op af gulvet, parken næsten dufter af forår og sommer og har levende statuer og mærkelig butikker (hvem har før hørt om en ”snakkebutik”, hvor man kan købe samtaler?) - og Mary Poppins kommer, bogstaveligt talt, svævende ned fra himlen.

Pludselig er vi over byens tage i en gigantisk, tryllebindende skorstensfejer step – og som diametral modsætning hertil befinder vi os i bankverdenens grå og støvede, mandsdominerede verden.

Selve historien kan vi i vort moderne samfund stadig nikke genkendende til, og også her formår Det Ny Teater at gøre forestillingen nærværende og nutidig. Den travle familie, der ikke fungerer optimalt – en far der arbejder for meget og ikke har tid til og øje for sine børn. Fantasien og barneglæden, som vi voksne alt for ofte glemmer i hverdagens jag – men som fortæller os at ”intet er umuligt, hvis du gør det”!

Og Det Ny Teater har netop bevist, at intet er umuligt, hvis du gør det. Og de har gjort det. Igen.

Blændende persongalleri
Skuespilmæssigt er rollerne vel besatte. Charlotte Guldberg brillerer som Mary Poppins og kunne næppe være castet bedre. Hun ER Mary Poppins – smilende men myndig, sød men bestemt, perfekt i sprog og eminent i sang. Og forfængelig på en charmerende måde.

Birgitte Bruun og Kim H. Henriksen, der spiller henholdsvis kokkepigen Mrs. Brill og husets tjener/butler Robertson Ay, er stykkets morsomme figurer – og de er begge meget gennemførte i deres spil. Og morer både børn og voksne med deres figurer.

Marianne Mortensen som den skrappe guvernante, Mrs. Andrew, der dukker op i forestillingen efter pausen, er den perfekte modsætning til Mary Poppins – hun synger ”operaagtigt”, så børnene næsten holder sig for ørerne. Og hendes pædagogik indeholder én ting: levertran! Ikke noget med sukker på skeen i hendes verden.

Skorstensfejeren Bert spilles rigtigt flot og rammende af Kristian Studsgaard, der passer rigtigt fint i denne rolle. Gavtyvagtig, finurlig, kæk og ligefrem.

Rollen som den travle Mr. Banks er tilfaldet Morten Staugaard, der spiller den stive og kedelige bankmand uden livsglæde på en måde, så man ikke er i tvivl om, at hans liv er sådan. I hvert fald ind til historien – og Mary Poppins -lærer ham noget andet! Og heldigvis for det!

Hans søde, milde, kønne men også noget passive, kone spilles smukt af Christiane G. Koch, der mod stykkets slutning, heldigvis, atter finder kampånden frem.

Stykkets børn, Jane og Michael Banks, deles mellem tre drenge og tre piger – og de børn, vi oplevede i denne forestilling, udfyldte rollerne rigtigt flot. Og jeg sad klart med en 11-årig ved min side, der gerne havde stået på scenen som en af dem.

Ikke kun de store og større roller er velbesatte – nej, hele persongalleriet er fantastisk velfungerende ned i mindste detalje. En herlig, befippet parkbetjent (Henrik Larsen), der går op i ”ro og orden” – en rørende og velsyngende fugledame (Ulla Sell) – en bjæffende hund – legetøj, der bliver levende. Det hele er med. Og det samlede ensemble fungerer top professionelt i både sang og dans, rundt om de navngivne rollefigurer.

Flyv op mod himlen
Da forestillingen nærmer sig sin afslutning – og Mary Poppins er blevet overflødig på Kirsebærvej efter ”udført gerning” – og vinden vender på ny – slår Mary Poppins paraplyen ud og flyver bort. Og det gør hun ganske imponerende og magisk hen over publikum, op til balkonen og etagerne over, helt op til loftet… og væk er hun. Ganske magisk, ganske fortryllende, ganske som i eventyret…

Tænk på de yngste tilskuere
Forestillingen er klart en familieforestilling – tilmed i luksusudgave - hvilket tilskuerskaren denne søndag eftermiddag også viste. Her var børn i alle aldre – med forældre og bedsteforældre, onkler og tanter. Man bør dog tænke på, at det er en lang forestilling, så de allermindste sættes på lidt af en prøve. Tre timer er lang tid at sidde stille, når man hører til blandt de yngste.

Min 11-årige ledsager syntes dog absolut ikke forestillingen var ét minut for lang, og han nød hvert et øjeblik – hver en sang, hver en dans, hver en dialog, hvert et trylleri.

Tager man de yngste med i Det Ny Teater, skal man overveje, hvor man sidder i teateret. Og huske en sædeforhøjer til de yngste tilskuere. Teateret har disse, men ikke i de mængder publikum strømmer til – i hvert fald til eftermiddagsforestillingerne. En lille detalje, der kan gøre underværker for den samlede oplevelse.

Men ellers er der blot at sige: tip top – og så af sted mod Det Ny Teater!

Lisbeth Wilger
Skribent Sjovforbørn.dk
februar 2010