|
Tag på besøg i alle verdens lande med sanserne. Sæt verdenskortet på spisebordet og nyd en god fortælling fra fjerne himmelstrøg eller en traditionel børnesang. Det er kultur, så det basker, og sjovt at opleve en flig af andre børns hverdagsliv.
Udvid horisonten ved at tilberede og spise mad fra fjerne himmelstrøg. Ofte kan I få alt, hvad I skal bruge, ved at købe ind i det lokale supermarked, men for de fleste børn er det forbundet med noget ganske særligt at købe ind i en etnisk butik eller gå med på torvet (marked), som man også gør i visse lande. I dag har de fleste byer en eller flere etniske butikker, eller måske har I mulighed for at besøge en af de basarer, der skyder op rundt omkring. Her kan man for alvor fornemme stemningen fra fjerne egne.
I større byer vil der også tit være flere specialbutikker med specialiteter fra forskellige lande. Her kan I købe lækkerier og få tips til jeres maddag.
”Hvor skal vi rejse hen til aftensmad?”
Inden I køber ind, er det en god idé at vælge et tema. Måske vil I ”rejse” til et land eller en verdensdel I aldrig har besøgt, eller også har I lyst til at genskabe atmosfæren fra et rejsemål, I sammen har oplevet. Oplysninger, fakta og madopskrifter kan I finde på nettet og i bøger fra bibliotek, antikvariat og boghandel.
Udover at købe ingredienser ind til maden kan det også være spændende at gå på biblioteket og låne musik-cder med stemningsfuld musik fra det land, I vil ”rejse” til, og lade ungerne kigge i fagbøger (faktabøger) for børn om kulturen samt måske eventyr, historier og andre bøger eller film derfra. Bibliotekaren vil kunne hjælpe jer, men det kan være en god idé at komme fler e dage i forvejen, hvis der evt. skal skaffes materialer hjem til jer. I kan også vælge selv at bruge www.bibliotek.dk
Små og store kokke
I mange lande er børnenes deltagelse i madlavningen en selvfølge. Dels fordi de er en god hjælp, og dels fordi de på den måde ser, hvordan man gør. Det kan vi måske lære noget af. Tilmed er det super hyggeligt, når blot mor og far husker at være tålmodig med de små kokke, der så gerne vil. Både små og store børn kan være med til at kokkerere på jeres eksotiske maddag, så længe I har forberedt opgaverne lidt.
Det at være med til at lave selve maden, gør ungerne umådeligt stolte. Samtidig er det meget sanseligt at se, røre og smage, alt imens I er i køkkenet, og maden smager meget bedre, når man ved, hvad der er i, og man selv har rørt rundt!
Turen går til …
I behøver ikke pakke kufferten for at opleve andre landes kultur. I bestemmer selv, hvor rejsen går hen. Når I først har besluttet jer og ”indløst billet”, handler det om at suge viden til jer om stedet, og genskabe så meget af den magi I fornemmer, der er i det pågældende land, hjemme i jeres egne stuer.
Start med at male landets flag og lad det pynte på jeres bordkort eller på det menukort, som I laver. Det behøver ikke tage lang tid. I kan også pynte menukortet med tegninger af ting, der er særligt karakteristiske for det pågældende land. Måske har dit barn lyst til at klæde sig ud i noget, der passer til jeres land og tema.
Totaloplevelse for hele familien!
Ud fra det I har lyst til at spise, lege og opleve, vælges et land eller et større landområde i verden, som I vil ”rejse” til. Der er uendelig mange muligheder, og kun fantasien sætter grænser. Brug hvad I har i huset og udnyt de muligheder, som jeres omgivelser giver jer. Når det gælder maden, så vær optimistisk: Lav gerne flere forskellige retter, men tro på at dit barn selvfølgelig kan lide maden!
Idéer til ”rejser”:
Egypten: Skriv dit navn på arabisk! Lav falafler, bag jeres egne pitabrød og find opskrifter i ”Khankans køkken eller kast jer over couscous. Prøv at tage tørklæde på, hvis du er pige, ligesom egyptiske piger og kvinder ofte bærer tørklæde, som deres tradition foreskriver. Nyd en dejlig arabisk the med mynte eller en iskold yoghurtdrik (ayran) med mandler og rosenvand. I kan selvfølgelig se en sjov familiefilm som ”Min søsters børn i Egypten”, men at læse en børnekrimi om hvad, der mon skete engang i Kongernes dal, er også en oplagt mulighed. Stikord: Moskeer, søde sager (tørret frugt & nødder), pyramider & sfinks. |
Indisk aften: Tegn en rød plet i panden på kvinder (og piger), giv mænd (og drenge) en turban på og lav måske en blomsterkrans. Sari, mavedans og puder på gulvet er også en mulighed. Få gode idéer i ”Opdag verden”! Spis fx samosas, pilau, grøntsagscurry, dal, naan og raita. Nyd fx kheer til dessert (indisk kold risengrød med rosiner). Drik mangolassi (yoghurtdrik med mango) eller prøv den populære chai (varm the med mælk og krydderier). Leg slangetæmmer. Stikord: Tah Mahal, Bollywood, hinduguder og Gandhi. |
Central- og Sydamerika: Blid panfløjtemusik fra Andesbjergene eller varme latinamerikanske rytmer, den bredskyggede mexicansk hat sombrero og poncho hører også til. Forkæl børnenes smagsløg med blid majssuppe eller en skøn græskargryde. Kast jer ud i hjemmebagte tortillas, som alle elsker. Prøv nemme empanadas (dej med fyld) – så har I også til madpakkerne! Læs Bjørnen Paddington eller få den på lydbog, så I kan lytte til den, mens I kokkererer. Stikord: Karneval, aztekere & mayaer, regnskov & Andesbjergene. |
Spansk tapas i børnehøjde: Mens flamencorytmerne lyder i højtalerne, laves der lækre små tapas eller en god paella. De fleste børn kan også lide den spanske kolde tomatsuppe gazpacho, de skønne spanske salater og ikke at forglemme tortilla española ( æggekage med kartofler og løg). Da det jo var spaniolerne, der hentede kakaobønnen til Europa, er der oplagt at vælge en chokolademousse til slut. Stikord: Guggenheim, katedraler, olivenolie, mandeltræer og appelsiner. |
Rusland: Musikalsk spænder Rusland meget vidt – lige fra Stravinsky til folkeligmusik på balalaika (hvor der spilles ved at knipse på strengene). Den brune bjørn er synonym med Rusland, så hvorfor ikke lege ”Bjørnen sover”. Server små blinis bagt med boghvedemel og hertil kaviar eller gerne stenbiderrogn. Lav en skøn rødbedesuppe. Hjemmelavet russisk salat med kogte rødbeder, kartofler, æg og en vinaigrettedressing smager også autentisk. Pirogger vil vække lykke hos alle børn: En gær- eller smørdej med fyld efter eget valg. I Rusland har man tradition for at have en te-samovar, så det er oplagt at byde på te til jeres Rusland-rejse. Eller hvad med sort te med syltetøj (af bær rørt med honning) NEDE i koppen. Stikord: Ballet, babushkadukker, rødbedesuppe og zar. |
Kinesisk fællesspisning: Find wokken frem, lav dejlig wok mad og spis kollektivt, som kineserne gør det, ved at tage af de samme skåle, spise med pinde, lave jeres egne forårsruller eller wonton. Prøv sur-sødsauce og steg tofu i soja sammen med lækre bambusskud. Tegn yin-yang tegnet på papir og læs om betydningen. Tilbered yin-yang ris til maden efter opskrift fra den uundværlige ”Kinesisk kogebog” af Yan-kit So. Se Kung Fu Panda eller Mulan på DVD. Lav papirklip og kinesiske lanterner eller skriv med kalligrafi. Stikord: Drager, ris, cykler, Den Kinesiske Mur og kampsport. |
Fransk bistro: Tegn fransk moustache med mors streg, find en rød/hvid- dug i Brigitte Bardot stil, spil Edith Piaf, tegn Eiffeltårnet, Triumfbuen og andre af de kendte franske vartegn, lad ungerne plante en solsikke i vindueskarmen, se hvordan de tidlige franske hulemalerier så ud og efterlign dem selv på papir, bag pissaladièr, rør en aïoli og server med crudités (rå grøntsager). Anret en Salade nicoise som i ”Bistro” af Jens Vestergaard Jensen og spis gode franske oste, mens I ser ”Ratatouille”. Eller fryd jer over de franske dessertklassikere: æbletærte, chokolademousse og clafoutis. Bladr i en kunstbog og nyd store navne som fx Renoir, Gauguin, Manet og Cézanne. Stikord: Mode, le boules (kuglespil), Tour de France, snegle og klostre. |
Italien: Vis ungerne, at det italienske køkken er meget andet end pizza, pasta og lasagne. Start fx med en eller flere slags bruchetta, kast jer ud i hjemmelavede gnocchis, server polenta (køb minut-polenta for nemheds skyld) med en tomatsauce til, og husk at udfordre ungernes smagsløg med et fad antipasti, mens I går og laver alle lækkerierne. Mange børn kan godt lide svampecreme, grillede artiskokker eller artiskokcreme, aspargescreme, hvidløgscreme og grillede grøntsager som fx aubergine, courgette og små løg. En god mulighed er også risotto, som selvfølgelig kun spises med gaffel fra dyb tallerken. Spil Super Mario sammen på Wii, når I hygger til sidst. Stikord: Paven, Pompeji, Leonardo da Vinci, Michelangelo, det skæve tårn i Pisa og opera. |
|
Generelle tips til jeres ”rejse”: Bliv inspireret af de bræt- og terningespil, landet er kendt for, og traditioner indenfor sport. Tænk på, hvad man arbejder med i landet og er kendt for generelt, i de forskellige områder og i hovedstaden ikke mindst. Tænk på sange, film, musik og kultur i bred forstand, der kommer fra landet, ligesom det selvfølgelig er værd at hive de børnesange, børnefilm og børnebøger m.m., der på anden vis hører hjemme i et børneunivers og handler om landet, frem. Kig på nettet i rejsekataloger, jeres atlas, kogebøger og leg med hele idéen om at dufte til en anden kultur.
Smag på verden og sig goddag til andre kulturer
Jeg elsker at møde andre kulturer og synes, det er vigtigt, at mit barn også er åben for det, der er anderledes. Vi sætter derfor gerne mad fra de fjerne himmelstrøg på bordet. Tit og ofte. På den måde kan vi blive dus med andres hverdag og verden.
Glæd jer til at invitere hele familien til en sansemættet rejse til fjerne himmelstrøg, når I spiser jer ”gennem” forskellige spændende lande og oplever essensen af det liv, der leves langt fra vores hverdag. Det er både sjovt, spændende og vigtigt på én gang.
Nønne Lønne Votborg
Sjov for børn
2010
Gode bøger om verden omkring os
Her på Sjov for børn har vi fundet en håndfuld uundværlige bøger, der gør det til en leg at ”rejse” verden rundt derhjemme - og tilmed i børnehøjde.
Det mest fantastiske atlas over den store, vide verden af de små genier
af Simon Adams; illustreret af Lisa Swerling og Ralph Lazar
Alle nysgerrige og videbegærlige børn og voksne vil elske ”Det mest fantastiske atlas over den store, vide verden”. Her er tale om en spændende bladrebog for dem, der i forvejen er nogenlunde dus med geografien, men vil eeeelske at vide alt, hvad der er at vide om ALTING.
De flotte opslag fortæller fx om vejr & klima, geologi, havene, folkeslag, skikke, vartegn eller seværdigheder. De store sider er fulde af ting at kigge på og læse om. Det er sjovt og hyggeligt at gå på jagt rundt i bogen i bedste ”find Holger”-stil. Her er stof til timevis af underholdning og fordybelse!
Billedatlas – illustreret atlas for børn
Børn, der skal lære verdens lande at kende og få overblik over Jordens m angfoldighed af levevilkår, vil være godt udstyret med dette billedatlas. Her er informationerne overskuelige med de mange flotte klare billeder, der viser hvordan livet leves af mennesker og dyr rundt om på jorden, samt hvordan den geografiske variation er. Det er et herligt atlas, der vækker glæde og interesse for geografi og beslægtede emner. Et fint valg!
Mit første Billedatlas
Som navnet antyder, er her tale om et begynderatlas med begrænset informationsmængde. På flot, overskuelig og imponerende vis præsenterer ”Mit første atlas” de forskellige verdensdele – dog har Nord- Mellem- og Sydamerika hvert sit opslag. Qua sit store format er der god plads på siderne, og det hele fremstår pænt og enkelt. Et flot atlas til de mindste!
Sådan går jeg i skole
Penny Smith; Zahavit Shalev; Brian Alexander
I samarbejde med Unicef er her lavet en flot bog, hvor børn fra hele verden fortæller om deres liv og det at gå i skole, hvor de bor. Bogen er en fantastisk mulighed for at få et indblik i børns hverdag i vidt forskellige lande verden over. Børn helt ned fra børnehaveklassen og op til konfirmationsalderen vil få stort udbytte af den farverige og meget informative bog. Der er mange små fine detaljer, som hver på sin måde er med til at gøre det klart for små og store læsere, at der er stor ulighed i verden materielt. I sin indledning fortæller bogen om Unicefs projekt med skolekufferter. Salg af bogen støtter Unicef.
Som forældre opfatter jeg bogen som en kærkommen håndsrækning i mine bestræbelser på at forklare de humanistiske principper, tale om Børnekonventionen og vise, at verden er meget mangfoldig.
Vandtyven
Af Charlotte Blay
Den verdensberejste forfatter Charlotte Blay brillerer her med en fantastisk samling historier om børn i hele verden. ”Vandtyven” rummer 12 unikke og vidt forskellige fortællinger, der tager os med hele jorden rundt. Her møder vi børn i alle livets situationer, og historierne vil da også gribe alle børn i indskolingsalderen og op, ligesom oplæseren også vil nyde tekst og illustration. Efter hver historie ridser forfatteren den virkelige historie op, som ligger til grund for hendes fortælling. ”Vandtyven” er i mine øjne både smuk, poetisk, klog men også barsk – ligesom virkeligheden er for mange børn. Døm selv!
Lisbet Stevens, Ingrid Oberborbeck og Ann Falden
Fagtesange fra nær og fjern
Billedbog og CD (købes adskilt)
Børn elsker sang – det er uanset hvor, de bor på kloden! I sangbogen her møder vi en række kendte (fagte-)sange og får anvisninger til de rigtige fagter, der hører til sangen. I mange tilfælde vil kendte børnesange også findes i andre lande, og her får vi tekst til at synge sangene på andre modersmål end vort eget. For ungerne er det sjove ved sangbogen her så afgjort, at en række kendte (fagte-)sange her optræder med flere vers, end vi sædvanligvis er vant til – det gør det hele endnu mere skægt! I forbindelse med udgivelsen af ”Fagtesange fra nær og fjern” er der udgivet en CD med 65 sange (i visse tilfælde blot et enkelt vers af sangen), som kan købes ved siden af.
Oplev verden: aktiviteter og lege fra fjerne lande
Af Søren Larsen
Denne vellykkede aktivitetsbog tager os med til Filippinerne, Sierra Leone, Cambodja, Egypten, Indien, Brasilien, Mongoliet og Namibia. Vi hører lidt om hvert land og får masser af sjove idéer til lege og aktiviteter, som børnene i det land typisk bruger tid på. Alle de 8 lande er fattige, så derfor laves legetøjet af genbrugsmaterialer eller naturmaterialer. Hvert afsnit afsluttes med en række lækre opskrifter fra det pågældende land. ”Oplev verden” er langt mere end en inspirerende aktivitetsbog. Det er en vigtig bog om børns rettigheder, levevilkår og et vindue mod verdens forunderlighed.
Gode kogebøger
De fleste af os har sikkert været på ferie og prøvet små godbidder fra de lokale køkkener, som man så beslutter skal laves i den hjemlige køkken, lige så snart den første bid er smagt. For hvor kan det bare være forunderligt! Så fantastisk velduftende, velkrydret og velkomponeret. Så vel… Ja, det er som om, de lokale aldrig har lavet andet end at fremtrylle det ene lækkeri efter det andet ud af næsten ingenting. Tilbage i det kolde nord kan det være sin sag at genskabe det, der engang gled over læberne. Vejen til succes er gemt i en god kogebog, og vi har plukket et par særlig gode ud af slagsen.
Børnenes verdenskøkken
Af Katrine Klinken
Et absolut ”must” i alle hjem, hvor familien gerne vil spise velsmagende mad og lære deres børn glæden ved at lave det. Madlavning er en pragtfuld ting at være sammen om, og med Klinkens seneste børnekogebog er der virkelig mange nye døre, der åbner sig.
I kan rejse - lige hvorhen I vil - med ”børnenes verdenskøkken” og finde nemme, autentiske og lækre opskrifter. Bogen byder på massevis af viden om madkultur i hele verden. Alt i alt: Masser af frydefulde fornøjelser for børn og voksne i køkkenet og ved bordet bagefter.
Bistro
af Jens Vestergaard Jensen
Det franske bistrokøkken udgør en særlig hjørnesten i den franske madkultur. Med Jens Vestergaard Jensens nye kogebog ”Bistro” inviteres vi indenfor i en bistro og får selv mulighed for at genskabe klassikerne. Dem kan alle lide, og opskrifterne her er 100 % tro mod det, vi møder i Frankrig. En cadeau herfra.
Khankans køkken: De 30 vigtigste opskrifter i syrisk og libanesisk madlavning
Af Fayez Khankan
Med ”Khankans køkken” i hånden og en masse gode krydderier er forudsætningerne til stede for at skabe en stemningsfuld middag, der vil hensætte gæsterne til Syriens hovedstad Damaskus. Opskrifterne er enkle og unikke på samme tid. Her er det særlige lille twist, som kun en ægte araber kan sætte, og som gør den hele forskel! ”Khankans køkken” er en smagfuld og sanserig oplevelse for store og små fra start til slut. Autentisk som bare pokker.
Kinesisk kogebog
Af Yan-kit So
De fleste af os forbinder sikkert det kinesiske køkken med noget meget eksotisk og fremmedartet. Kinesisk mad i autentisk forstand er (endnu) ikke blevet in, men visse retter er dog kendte over hele verden. Det kinesiske køkken er voldsomt stort og meget forskelligartet pga. landets størrelse, de mange forskellige befolkningsgrupper og ikke mindst de vidt forskellige klimatiske forhold. I ”Kinesisk kogebog” stifter vi bekendtskab med et rigt og varieret kinesisk køkken. Mange af ingredienserne kan synes overordentlig fremmedartede for os. Maden smager, så selv min kinesiske au pair hviner af fryd. Det er vel nok det største applaus, en kinesisk kogebog kan få i Danmark: At henrykke en kineser på udebane. Jo, det er en glimrende bog!

|