Formel 1-stjerne for en stund - Find de gode gokart-baner! - Sjovforbørn.dk
        
Sg udflugter  Seneste udflugter  Fribilletter for en anmeldelse    Del

Formel 1-stjerne for en stund - Find de gode gokart-baner!


Speederen i bund, sus afsted og styr din racer sikkert gennem svingene. Mange steder i landet er der både inden- og udendørs gokartbaner, hvor du kan forsøge dig som Formel 1 kører. En fed oplevelse med fart på for alle børn og barnlige sjæle med benzin i blodet.

”Dette Formel 1 løb kan kun blive afgjort på knivskarp strategi. Tom Kristensens Audi ligger 15 sekunder efter den førende bil. Men Tom Kristensen skal i pit og springer ud af bilen. Jan Magnussen har overtaget Corvetten, som netop nu er nummer 3”

Lugten af benzin river i næseborene, mens lyden fra motorerne hviner i ørerne. Godt nok er vi på en gokartbane i Jylland. Men med en smule fantasi er det som at deltage i et klassisk Formel 1 løb på en international racerbane. De berømte racerkørere, som netop Tom Kristensen og Jan Magnussen, startede også deres glorværdige karrierer i en gokart. Lige nu er det to brødre på 9 og 12, som giver den gas i rollen som de rigtige racerstjerner. De sidder i hver sin gokart og drøner rundt på banen. Styrthjelmene dækker deres stærkt koncentrerede ansigter. Drengene er ikke bange for, at de kommer til at trykke for meget på speederen. Det er allerede sket nogle gange, men det gav dem bare en sjov oplevelse af at køre sidelæns.

Selvom der hverken står penge eller point på spil, vil de selvfølgelig gerne komme først. Svingene bliver skåret af. Kraftigt endda. Deres mor tripper små-nervøst på sidelinjen. Men selvom der bliver kørt tæt og skarpt i svingene, er sikkerheden i top her på Gokartbanen Auning Kart-Park på Djursland.

Det er brødrenes første, men bestemt ikke sidste tur i gokart. Der er stor begejstring i stemmerne: Tiden gik alt for hurtigt, fordi det bare var så sjovt! Det er helt klart noget, vi skal prøve igen. Det har været vildt sjovt, fortæller de i munden på hinanden.

Gokart for alle generationer

Selv om en rigtig racerbil på mange måder kører som en gokart, behøver du ikke at drømme om en professionel racerkarriere, eller at være en pokkers karl, for at prøve det af. Gokart er nemlig for alle generationer. Du skal bare være fyldt 8 år og være mindst 120 centimeter høj. For når du sætter dig bag rattet, er det ligegyldigt, om du er dreng, pige, mand eller kvinde, om du har kørekort eller ej- bare du elsker fart og spænding. Mange steder rundt om i landet er der både inden- og udendørs gokartbaner, hvor du kan forsøge dig som Formel 1 kører. Hvis du kan komme på hverdage eller særlige weekender er der tit pæne rabatter.

Udendørs gokartbaner
Auning Kart Park er én af de efterhånden mange udendørs gokartbaner i Danmark. Alle kan komme og teste deres evner til at styre en gokart igennem en rigtig racerbane. Både nybegyndere og de skrappe kan få en god oplevelse.

Auning Kart Park har både 6,5 og 9 hk gokarts med en topfart på ca. 70 km/timen. Anlægget er en godt 6oo meter lang, asfalteret gokartbane. Den er anlagt i et kuperet terræn, hvor der både er en hængebro, bjergtunnel, et vaskeægte NASCAR sving og mange flere udfordringer undervejs. Du kan vælge mellem flere typer kørsler – som et nervepirrende Le Mans, som varer flere timer. Eller et klassisk grandprix løb. Måske vil du hellere bare prøve nogle runder på tid – mod dig selv eller din familie.

I sommerferien og efterårsferien har Auning Kart Park et særligt tilbud til familier. Her kan du nemlig prøve sporten af for 100 kroner – og for de penge kan du køre 7 kilometer rundt på banen. Turen må dog ikke vare mere end otte minutter, så skal du i pitstop og betale for en ny omgang.

Mou GocartFor nordjyder og familier på ferie på toppen af Jylland, er der blandt andre Mou Gokart Bane. Den imponerende bane på 700 meter er placeret på en kæmpe naturgrund lige i udkanten af Mou. Der er 15 nye gokarts at vælge mellem. I Mou kan du også køre Le Mans eller Grandprix mod vennerne eller andre besøgende på banen. Enkeltture i en gokart koster 100 kroner for 7 minutter, og er det ikke nok, får du en halv time for 330 kroner.
Total Længde: 920 m.

Lige udfor Rømø ligger Skærbæk Gokart Center. Det er en udendørs bane på 900 meter. Den kan deles ind i sektioner. En på 490 m. som er teknisk krævende, og så en bane på 420 meter til børn og familier. Den er som regel åben i højsæsonen. Her er minimumshøjden også 120 centimeter for børn. Prisen for børne-karts er 80 kroner for 8 minutter, og voksne skal af med 100 kroner for 8 minutter. En halv time på banen koster cirka 300 kroner.

Svebølle er Sjællands ældste gokart-bane og kalder sig selv den vildeste. Det er i hvert fald et populært sted at mødes og prøve kræfter med teknik og hestekræfter. Gokartbanen ligger mellem Kalundborg og Jyderup. Her kan alle fra cirka 7 år og opefter få lov til at køre gokart, og der står instruktører klar til at hjælpe børnene sikkert i gang. Svebølle Gocart

Banen er cirka 400 meter lang, og efter sigende, ret fysisk krævende på grund af sine mange hårnåle- sving. Der er også en særlig børnebane på godt 80 meter og to børne-gokarts med en maksimal hastighed på 45 km/t.  I Svebølle har man fået nye, hurtige VIP gokarts med 9 HK motorer, som skyder af sted med 70 kilometer i timen, men fordi, du sidder så tæt på asfalten i den her type gokarts, føles det mere som 200 km/t.

Prisen i Svebølle er 110 kroner for ti minutters kørsel. Du kan også købe et klippekort med 4 gange 10 minutter for 400 kroner. En halv tim koster 275 kroner. Du kan også blive deltager i et Formel 1 løb – bare I kan samle fem personer. Det koster godt 300 kroner for 20 omgange med tid-tagning og et finaleløb, hvis du bliver blandt de bedste.

I Roskilde har man en ret lang udendørs racerbane. Den er næsten 1, 3 kilometer, op til 12 meter bred og har mange spændende sving. Der er plads til 24 gokarts samtidig. Men her køres så susende stærkt, at det kun er for større børn og voksne. Minimumsalderen er 12 år. Du skal købe mindst en halv times kørsel, og det koster 350 kroner.

Indendørs gokartbaner

Hvis det regner kan du ræse indendøre flere steder. Blandt andet i Racehall ved Aarhus. Racehall er Europas største indendørs racerbane, og der er gokarts, som passer til alle. Banen er en kilometer lang og op til 13 meter bred. Det betyder, at der er god plads på banen – selv med alle 34 gokarts på banen samtidig, er der rigelig med plads til at overhale. Banen har 14 sving og en langside på 100 meter, og det betyder sjove udfordringer for nybegyndere og rutinerede racerkørere. 

Der er både børne- og voksen gokarts. Minimumshøjden for børn er 120 centimeter. Hvis du bare har lyst til at prøve at køre nogle baner, koster det 120 kroner for ti minutter. En halv time koster 330 kroner.

Også i København er der en stor indendørs gokartbane i et gammelt bryggeri. Go Racing er Sjællands nyeste og største indendørs gokartbane. Banen er 500 meter lang og fem meter bred. Den bevæger sig ind og ud mellem søjlerne i det gamle Carlsberg-depot. Gokartbanen er åben for kørere fra otte år og opefter.

Du kan kun leje en gokart for minimum en time, og det koster 650 kroner for at sætte sig i en specialbygget gokart, som kører 55 km i timen.

I Odense Gokart hal kan du prøve at give de professionelle baghjul. Banen bliver nemlig også brugt til træning af blandt andet Team Danmarks elitehold i gokart. Odense Gokart Hal tilbyder flere forskellige typer løb. Priserne ligger mellem 100 og 299 kroner pr. person. Hvis du ikke har lyst til at køre om kap eller kan samle et hold til det, kan du i stedet ræse rundt for dig selv i et træningsløb. Begyndere kan få vejledning og tricks fra instruktører, og stille og roligt vænne sig til banen og gokarterne. Vovehalsene kan tage kampen op mod stopuret og give den fuld gas - for du bestemmer selv farten.

Actionhouse i Løkken har også en indendørs gokartbane for børn. Banen er knap 450 meter lang, og du kan leje specielle børnegokarts. Der er også hurtigere, større gokarts for voksne. Du kan enten køre runder for dig selv eller ræse om kap med andre i et Formel 1 løb. Et løb, der varer en times tid, koster cirka 280 kroner, og du får først en grundig introduktion til regler, tips og tricks med i prisen.

Der findes endnu flere gokartbaner rundt om i landet. Tjek dit lokalområde.

Hanne Vinther Mikkelsen
Skribent Sjovforbørn
juli 2013








 

Kom ned i gear med brneyoga, mindfulness og afspnding. Tag en velfortjent pause sammen med ungerne og nyd at lade freden snke sig mens brnene slapper af. Vi giver tips til forskellige former for afslapning og afspnding for hele familien og hber, det snart bliver til et vanedannende frikvarter ...
Vi er faldet pladask for at lave bl i baghaven og hygge med snobrd, pandekager og popcorn. Brnene eeeelsker det (og det gr vi andre ogs)
Min sn p 8 r og jeg er draget p oplevelsestur i bil og har sat os for at krydse det sydsvenske Skne, blot to timers krsel fra Kbenhavn, og vi forventer at mde underskn natur, interessante sevrdigheder - masser af spndende oplevelser for hele familien! Vi har kort tid og skal opleve en mas...
Der er ikke noget mere hyggeligt end at tnde bl og bage snobrd. Ls med her nr Naturkatapulten giver gode rd - og en opskrift p kakao-snobrd.

©2005-2017 Sjovforbrn.dk, Rugmarken 42, 8520 Lystrup, Kontakt Sjovforbrn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk