Søg udflugter  Seneste udflugter  Fribilletter for en anmeldelse    Del denne side på Facebook

Mød Danmarks fortid på Frilandsmuseet!

En tur på Frilandsmuseet er en rejse tilbage til Danmarks fortid, hvor du kan møde både bønder, bedsteborgere og brægende får. Tag turen til Lyngby – entreen er gratis.

Tre generationer, Nanna på tre år, far, mor, mormor og morfar, havde besluttet sig for at tage på tur til Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. Madkurven var pakket og forventninger til en hyggelig dag blandt historiske bygninger og grønne områder høje, da vi mødtes på parkeringspladsen foran indgangen til museet.

Frilandsmuseet er et kig tilbage til tiden, da flertallet af danskerne boede på landet eller i mindre byer. På museumsområdet, som dækker adskillige kvadratkilometer, er der samlet gårde, værksteder, boliger og industribygninger fra perioden 1650-1940 – og fra hele Danmark. Alle bygninger er åbne for publikum, så det er praktisk talt som at træde ind i Danmarkshistorien, når man besøger fx en gård fra 1700-tallet med alkover, halm-dyner, natpotter og træsko foran døren.

På vores vej besøger vi bl.a. et fattighus, en vandmølle og en smedje, hvor det store ildsted, de gamle arbejdsredskaber og slibestenen udenfor giver en god og præcis fornemmelse af, hvordan datidens hestesko blev fremstillet. Vi kan næsten høre lyden af hammeren mod det glødende jern.

Fæstebønder og tiggere
Som noget ganske unikt er udvalgte af Frilandsmuseets bygninger ’beboet’, så man kan se virkelige mennesker bo og arbejde i de smukke gamle huse.

I en firlænget gård med bindingsværk og brostensbelagt gårdsplads møder vi 1700-tallets fæstebonde og hans familie. Han byder os gæstfrit inden for, så vi kan se køkkenet og sovegemakkerne, og vi får lov til at snuse til det friskbagte brød, som gemmer sig under et klæde.

Nanna er lidt betaget af bondepigers flotte kjoler med sus i – men knap så imponeret over deres simple legetøj: en kludebold og et kræmmerhus i flet, hvor man skal fange en lille kugle i snor.

Vi kigger på staldene og tjekker bondefamiliens velplejede køkkenhave, og bedst som vi snuser rundt, kommer endnu er figur til scenariet: den lokale tiggerkone, som både har sorte tænder, uglet hår og en stor kæp, som hun bruger som vandrestav.

Hele scenariet – inklusiv fritgående høns og ænder på gårdspladsen – virker utrolig autentisk og livagtigt – og yderst underholdende!

Frokost med får
Overalt på museets område finder man borde og bænke til at spise ved, men vi vælger at slå os ned på en lille græsplet tæt ved en indhegning fuld af langhårede får. I baggrunden danner et par karakteristiske gårde fra Læsø og en lille stubmølle en fin ramme om vores ’frokost i det grønne’. Medbragte sandwich, frugt, øller og juice indtages, mens Nanna har meget sjov med at observere fårenes brægen og løben omkring. Højdepunktet er da et af dem præsterer en kæmpe tissetår et par meter fra vores frokost-tæppe – tophumor synes den tre-årige!

Vi ser både køer, heste, geder og glade grise med krølle på halen på museumsområdets marker, og hestevogne kommer flere gange forbi med et par solide jyske arbejdsheste foran. Dagens sidste stop er i den nærmest komplette stationsby fra industrialiseringens barndom, hvor vi bl.a. møder en forklædeklædt husmoder, der laver kåldolmer og karamelbudding til sin arbejdende mand.

Vi får lov til at kigge på både husets fine stuer og førstesalens soveværelser, inden vi går videre til brugsforeningen ved siden af, hvor vi får et førstehåndsindtryk af 1920’ernes udvalg af bl.a. skurebørster, mekanisk legetøj, citronvand og datidens hotteste trikotage såsom lange hudfarvede underbenklæder og praktiske uldstrømper. Heldigvis sælger de også is (som dog ikke er fra 1920’erne). Så Mormor gi’r en is, som den perfekte afslutning på en sjov dag med indhold for alle tre generationer.

 

 

Se Fakta om og anmeldelser af Frilandsmuseet i Lyngby her - Rigtig god fornøjelse !

 

Malene Lundahl
Sjovforbørn.dk
13. august 2009

 









 
 

Jeres kommentarer

I dette forum er I velkomne til at skrive kommentarer til artiklen.



Birgit3 17. august 2009 kl. 16:57
Danmarks Jernbanemuseum
Jernbanemuseet er også alletiders oplevelse for store og små piger ! Jeg var der for 2 år siden medvores ældste datter Louise som var 7 år og lillesøster Marie på 5 år (den ene af vores tvillingepiger) - vi brugte 4 timer en dejlig fredag i maj 2007 - og kunne have brugt hele dagen ! Det er en dag vi har talt meget om - og vi vender tilbage med Emma og far - det er en oplevelse for hele familien - også de ældre! Tag mad og drikke med hjemmefra!
Der er familierabat som omfatter forældre incl. 3 børn - det burde flere museer gøre efter for det er dyrt med entreer rundt omkring!
Vi besøgte også Sankt. Knuds Kirke/Odense Domkirke - den er også værd at besøge !
Det hele i gå-afstand - vi kom med toget fra Roskilde på en DSB billigdag - hvor de ville have danskeren rundt i landet med toget! Mange hilsener Birgit E. Wolff, Roskilde

Svar - citer og svar

Hellennn 22. maj 2011 kl. 21:13
Danmarks Jernbanemuseum - Thomas og vennerne
Var i fredags til super arrangement hvor Thomas og vennerne var på besøg. Begge vores børn, Frederik på 4 og Mathilde på knap 2 syntes det var en kæmpe oplevelse.
Tror helt sikker vi tager afsted en anden gang. Det er også værd at anbefale til andre.... Der var rigtig mange mennesker, trods dette var stedet rigtige gode til og få tingene til og flyde

Svar - citer og svar



Informationer

Danmarks Jernbanemuseum
http://www.frilandsmuseet.dk
Kongevejen 100
2800 Lyngby
Telefon: 33 13 44 11

Tjek hjemmesiden for museets mange arrangementer, bl.a. haveture, åbne værksteder, gamle lege, markedsdag og dukketeater


Pris: GRATIS

 

Når anemonerne bryder igennem skovbundens visne blade, er sommeren lige om hjørnet. Det er på samme tid, man aner et lysegrønt skær i skovens træer, og vi nyder, at solen har fået mere magt.

 Læs mere her

En ny dille er over os. Geocaching får modspil af orienteringsløb med findveji.dk! Takket være en ny hjemmeside, kan I downloade et kort til et O-løb i en skov nær jer. Kortet indeholder alle de oplysninger I har brug for, så I kan finde vej og få pulsen op sammen. Let og ligetil.

 Læs mere her

Har du lyst til at læse hvorfor vi holder Store Bededag? og få ideer til, hvad jeres familie kan lave? Så læs med her.

 Læs mere her

For alle jer der bor på Sjælland, er turen kortere til Skåne end til Jylland, så vi har samlet en masse sjove udflugtsmål til jer.

Fremover kan I finde Skåne (og mange andre ferieområder) på Sjovforbørnpåferie.dk, hvor I kan søge blandt dem ligesom her på Sjovforbørn.dk

 Læs mere her


©2005-2011 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk