Kostumer der ikke koster kassen - Fastelavn på Sjovforbørn.dk - Sjovforbørn.dk
           
 Gå tilbage Tilbage   Søg i kalenderen  Min huskeliste  Brætspil for hele familien  Børnebogs-anmeldelser  Foreslå arrangement    Del denne side på Facebook

Kostumer, der ikke koster kassen!
Kan du gætte, hvem jeg er?!

Selvom det er mange år siden, du med usikker hånd tog symaskinekørekort i folkeskolen, kan du sagtens skabe fest og glæde på børneværelset til fastelavn, Halloween eller karneval. Der er nemlig uanede muligheder for at skabe fantasirige udklædninger, der ikke koster kassen, selv om kostumet skal være hjemmegjort, og du ikke er en ørn med nål og tråd. Glæd dig til at udforske din egen kreativitet sammen med ungerne, der elsker at klæde sig ud – året rundt!

Geniale garderobefund
Kostumer kan lynhurtigt koste hundredvis af kroner, så der er masser af penge at spare og point for originaliteten, når I selv hitter på. Første stop er et kig i klæd ud kassen, hvor I ser, om noget mon kan omforandres med lidt god fantasi. Næste stop er at rode godt og grundigt i poserne med kasseret tøj, for når det gælder udklædning, er det nemlig lige meget om tøjet er lidt for lille, stort eller slidt. Pasformen er heller ikke vigtig, så hvis symaskinen endelig skal frem, er der ingen grund til at bekymre sig om at gøre det perfekt.

Kan du slet ikke sy, og er det nødvendigt med visse tilpasninger, er det godt at vide, at du kan købe tekstillim. Men husk at det som oftest er ganske udmærket at ri eller bruge en sikkerhedsnål (kun hos store børn). Kostumer der ikke passer perfekt, er tit lidt ekstra charmerende. For det hele er jo bare for sjov!

Genbrugsguld
Gemmer garderoben ikke på nævneværdige særlige skatte, er næste trin et besøg i genbrugsbutikken, hvor der altid er gevinst. I kan enten prøve at planlægge hjemmefra, hvad I er på udkig efter, eller lade jer inspirere af de fund I gør jer. I genbrugsbutikken kan I også købe rekvisitter og accessories, der gør udklædningen endnu mere fuldendt, og måske muliggør at selve dragten er lidt mere beskeden i sin udførelse, fordi blikfanget er en imponerende rekvisit.

Brug dit netværk
Hver fag sin uniform – eller så godt som. Rigtig mange jobs indbefatter en eller anden uniform, dragt eller særlig form for beklædning. Derfor kan det være en god ide at tænke på de mennesker, I har i jeres omgangskreds, når der skal findes et kostume. Spørg fx om det er muligt at låne en kokkehue og et forklæde - og sørg selv for resten. Forhør evt. også om andre ligger inde med et kostume, der kan omforandres, så det passer til dit barn.

Fantasien, fantasien, fantasien er go´
-Sang Bamses ven Arthur på Månen i tidernes morgen, da vi, der nu er blevet forældre, selv var børn. Nu må vi så selv demonstrere masser af mod og fantasi, når garderobefund og genbrugsguld skal omsættes til sejt, sødt eller sjovt udklædningstøj. Men med inspiration fra Jørgen Clevin og alle dem, der siden fulgte, er det ingen sag. Og dog. Måske er det ikke så ligetil. Lad ungerne diske op med ønsker, men træk også tråde til deres yndlingslegetøj, tandpasta, dyr, mad, bamser, legetøjsfigurer, tegneseriehelte osv. Det må gerne være utraditionelt og anderledes!
God bog til udklædning: Børnenes Sjove Bog om Udklædning
Savner I mere inspiration, er det oplagt at gå en tur på biblioteket, hvor bøger i stakkevis står klar til at hjælpe jer. Søgeord er fx kostumer, karnevalsdragter, fastelavnsdragter, dragter, cirkusdragter, udklædning, rollespil.
Hjemmefra kan i ro og mag også søge på internettet, hvor ganske mange kreablogs har bud på samme emner. Oplagt er det at tilføje søgeord som genbrug, billigt, hjemmelavet osv., så I ikke får en hel masse hits fra butikker, der vil sælge jer dyre udklædningsdragter. Skulle det knibe med at hitte på et kostume, kan EMU (Danmarks undervisningsportal) måske hjælpe jer, uanset om I hælder til at benytte jer af genbrugsfund eller sy et kostume selv helt fra bunden af materialer I har. http://www.emu.dk/

Hvad skuffer og skabe gemte …

Selvom I ikke gemmer tøj i stakkevis, er der helt sikker noget derhjemme, som kan bruges til udklædning. Meget andet end netop tøj kan nemlig bruges til at designe dragter af! Med papkasser, hovedpudebetræk (passer perfekt som basis for en dragt til mindre børn), liggeunderlag, gamle gardiner, papirsække, plastikposer og nylonstrømper er der som eksempel lagt op til en hel masse muligheder i selskab med maling, indpakningspapir, gavepapir og gode tuscher.  Stofrester, gamle duge og kasseret sengetøj kan også blive til fantastiske kostumer. Det samme kan gamle duge, tæpper og puder.

Klassikeren over alle er at lave et fjernsyn af en stor papkasse eller en gammel flyttekasse. Eller hvad med en skolemælk? Papkasser kan også trylles om til seje robotter vha. sølvspraymaling og sølvpapir fra køkkenet. Husk hårbøjle med antenne på! Skulle I være heldig at finde en kvadratisk papkasse, er det oplagt at lave en terning. Og nu vi er det ved den slags, kan en kasse jo også blive til en super sej Legoklods. Mal kassen i den ønskede farve, og forsyn den vha. din limpistol med 6 små yoghurtbægere (Danone) foran, mal det hele og find så en strikhue gamacher, bluse og ansigtsmaling i samme farve - og succesen er hjemme. En aflang papkasse kan også blive til en super sej mobiltelefon. En hurtig og enkel idé er, at trylle en kasse om til en fødselsdagsgave ved at pakke en stor papkasse ind i festligt gavepapir, binde en stor rød sløjfe om hovedet og sætte til- og fra kort på håndleddet! Pynt med pudder og læbestift i samme farve som gavebåndet.

Siderne af en papkasse kan skæres ud og genbruges som pap-plader til en ”sandwichmand”. Vi husker alle den levende reklamestander, der i gl. dage gik op og ned ad gaderne med to papplader hængende ned af  hver side af sin krop solidt bundet sammen på skuldrene. Det kan danne udgangspunkt for utallige udklædninger: et frimærke, et postkort, et spillekort, et dankort, en osteskive, en pakke smør, en postkasse osv. Pappladerne tilskæres så den passer til det ønskede kostume og hænges over barnets skuldre. Brug brede bændler eller kraftig garn til at holde jeres version af en mariehøne-sandwichmand.  Skal det gøres nemt, kan I bruge dobbelt lag karton til hver af de to plader, der skal hænge på barnets krop og vælge karton i en farve, der passer til udklædningen. Indenunder bærer barnet leggins og rullekravebluse i matchende farve.

Gamle undergardiner er fantastiske til en lille prinsesse, der kan få sin helt egen krone af et liggeunderlag I klipper til i sik-sak og limer perler på. Kronen skal selvfølgelig males med sølv eller guldmaling, der også fås på spray – i øvrigt rigtig anvendeligt, når der skal laves udklædningsdragter af forskellig art og rekvisitter.

Masker og ansigtsmaling

Blikfanget, det første man ser, er ansigtet. Derfor er en maske eller en opsigtsvækkende ansigtsmaling værd at satse på. At lægge en flot ansigtsmaling er ikke så ligetil, men rundt om på nettet – især på YouTube -  er der flere gode guides, der viser dig hvordan du gør.

Masker laves af karton, der klippes til eller en paptallerken, der matcher barnets hovedstørrelse. Næsen kan laves af toppen fra en æggebakke. Et uhyggeligt ansigt fås som bekendt vha. en tynd nylonstrømpe. En hvid nylonstrømpe er en nem genvej til et hvidt ansigt. På samme vis kan en sort nylonstrømpe på få sekunder trylle barnet kulsort i ansigtet. En god måde at lave en maske og udklædning på, er vha. en elefanthue, der nemt påmonteres nogle øre der viser hvilket dyr eller figur kostumet skal illudere. Alternativt er en hårbøjle fin som holder til mindre øre.

Du kan naturligvis også låne og købe bøger, der udelukkende handler om ansigtsmaling, sminke, masker m.m.
Link: http://hus-raad.dk/fastelavnsmasker-lav-dem-selv/ og http://www.ansigtsmaler.dk/

Vinger

Til ganske mange dragter hører vinger. Dem kan du lave på flere forskellige måder. Fx ved hjælp af ståltråd du former til vinger, og beklæder med en nylonstrømpe i den farve der passer. Det er let og ligetil at trække strømpen henover. En anden enkel metode er, at tage et stykke tyl eller tyndt stof på ca. 1 x 2 m (det kan være et fint tyndt tørklæde fra genbrugsbutikken). Lav nu to løkker af hvid elastiksnor, som kan gå om barnets håndled og sy dem i hjørnet af det stof, der skal være dragtens vinger. Derpå syr du to rækker forsting på midten af stofstykket.  Bibehold de lange tråde i hver ende. Træk nu forsigtigt i trådene for at samle stoffet og binde en knude. Vingen her er en blød model, der er klar til at blive påsyet midten af ryggen af dragten. Da barnet har de to løkker rundt om håndleddene skaber enhver bevægelse flow med  vingerne. Skal vingerne derimod være faste og mere hårde, kan de skæres ud af pap, karton eller, endnu bedre, af et liggeunderlag der efterfølgende spraymales.

Nemme udklædningsidéer

Kat: en pyjamas eller joggingdragt i sort, hvid eller grå udstyres med en hale som I enten syr, strikker eller laver ved at flette gamle stofrester. Alternativt kan et stykke reb også bruges.  Skulle I være løbet helt tør for stofmateriale kan en sort affaldspose også trylles om til en hale med lidt god vilje. Kattens ører laver I af karton og sætter fast på en hårbøjle eller tilhørende elefanthue. Tegn sorte knurhår og farv næsen sort. Måske har katten her en sort krans omkring det ene øje. Lange øjenvipper skal der også til hvis det er en pigemis. Er det en kælekat skal den måske have en fin sløjfe på om halsen. Som en ekstra fin lille detalje kan katten medbringe en lille mus (fx bamse) under armen, så alle kan se, at den netop har været på jagt!

Mus: på samme vis som en kat, men selvfølgelig med en grå eller hvid pyjamas eller joggingdragt. Derudover spidse ører på hårbøjlen eller evt. en elefanthue.

Billedtekst: Pigen her er klædt ud som en lille hvid mus, med lang hvid hale af filt og blød lyserød mave af filt. Ørene sidder syet fast på en hårbøjle, der er dekoreret med hvid filt. Hver museøre laves ud af to cirkler af filt:  en hvid og en lyserød syet på sådan, at de folder på ægte musemanerer. Som en flot detalje har den lækkersultne mus medbragt en kæmpe gul ost, der er lavet af en gammel flyttekasse, gule stykker papir og masser af gaffatape. Ekstra morsomt er det, at den lille hvide mus faktisk kan kravle ind i sin medbragte ost og vinke til hele verden! Sjov for børn har lånt billederne her fra bloggen Badut, der er fuld af herlig krea inspiration – ikke mindst til børnefamilierne. Tusind tak til Marina fra Badut http://badut.typepad.com/badut/  og hendes datter, der er den søde lille mus. En herlig idé og gode billeder!

Gris: lyserød pyjamas eller joggingdragt samt tilhørende elefanthue eller evt. hårbøjle der påmonteres griseøre, I laver af karton eller pap. Måske er grisen tyk og har derfor fylde i form af puder. Desuden en grisetryne, I laver og sætter på vha. elastik rundt om hovedet eller I kan klare det med en ansigtsmaling. Husk en lille krølle på halen!

Kanin: lyserød, brun eller hvid pyjamas eller joggingdragt samt tilhørende elefanthue eller evt. hårbøjle der påmonteres kaninører, I laver af karton eller pap. Desuden monteres en hale, der består af en stor hjemmelavet pom-pom. Skal det være ekstra fint, så sørg for at kaninen har gulerødder med i en lille kurv, og også gerne har detaljerne i orden med hvide sko, hvorpå der er forsynet en hvid pomp pom.

Mariehøne: Mal store sorte prikker på en kasseret rød pyjamas eller joggingdragt – eller brug måske et par sorte leggins, strømpebukser og en rød bluse, hvis I ikke er så heldige at finde noget rød/sortprikket tøj. Hvis tøjet skal kunne vaskes, skal I selvfølgelig male prikkerne med stofmaling. Dertil sorte sko. Mariehønen skal desuden have en hårbøjle med et par følehorn. Disse kan laves af piberensere med sorte pom-pom´er i enderne. Alternativt kan man vælge at lave et skjold til mariehønen af stort stykke pap fra en papkasse. Endelig kan man tage to ens store stykker karton og hænge over barnets skuldre (som de gammeldags levende reklamestandere der også kaldes ”sandwichmand” ). Brug brede bændler eller kraftig garn til at holde jeres version af en mariehøne-sandwichmand.  Mal skjoldet rødt med spraymaling og tilføj sorte prikker. Et skjold kan evt. sættes fast med et bælte og nogle elastikker, men allerhelst med et par stropper der er enkle at sy på. Desuden monteres vinger lavet af farvet pap eller karton.

Tryllekunstner: Magikeren har først og fremmest brug for en høj hat, som I måske må låne jer frem til eller købe i genbrug. Desuden skal der bruges fin (gerne plisseret) hvid skjorte, jakke, sorte bukser og pæne sorte laksko. Slaget/kappen syes af sort foerstof, der kantes med fint pailletbånd. Endelig bindes der en sløjfe i halsen af et langt bredt silkebånd, og tryllekunstneren forsyner sig med tryllestav og hvad han ellers har af ting fra sit tryllesæt. En lille kaninbamse kan evt. ledsage tryllekunstneren – gerne siddende i den høje hat. Smink med et lille sort overskæg og træk øjenbrynene let op med en sort farve.

Tiger: Mal sorte streger på en kasseret orange pyjamas eller joggingdragt – eller måske et par leggins, strømpebukser og en orange bluse hvis I ikke er så heldige at finde noget orange/sort-stribet tøj. Hvis tøjet skal kunne vaskes skal I selvfølgelig male prikkerne med stofmaling. Desuden monteres en hale. Se under kat. Tigerens øre laver I af karton og sætter fast på en hårbøjle eller tilhørende elefanthue.

Gangster: På toppen af hovedet har gangsteren en sort filthat (fra genbrug), der indikerer at det er en bestemt herre, der her kommer! Far eller bedstefar kan måske levere en nålestribet mørk herrejakke og dertil hørende hvid skjorte, slips og sorte lange bukser som naturligvis skal tilpasses. Det lille moustache er særligt vigtigt, og det samme er et stort gevær der nok skal indgyde respekt. 

Snemand Frost: hvid pyjamas eller joggingdragt, julestrømer, hvide sko, vanter, halstørklæde og en rigtig  stor sort hat samt en pibe. Under blusen må der gerne være en mindre pude, så snemanden får fylde. Hvis I kan så fyld også noget ned i buksebenene, men pas på at de ikke glider ned. Ansigtet males hvidt og en gulerodsnæse laves af orange karton og elastiksnor. Alternativt laves en rød næse af toppen fra en æggebakke, maling og elastiksnor. Blusen påmonteres hvide pom-pomer eller kæmpe stor knapper.  Snemanden kan evt. medbringe en kost.

Håndværker: Hertil skal I have fat i en gammel skovmands skjorte, der tages udenpå en t-shirt og dertil et par brune eller beige cowboybukser eller lærredsbukser. De mange lommer håndværkerne har, kan I illudere ved at tegne dem op med en brun tusch. Vigtigt er det, at få fat i et gammelt værktøjsbælte, så undersøg om I kan låne det, eller sy det selv ud af stofrester eller ved omforandring af et almindeligt bælte. Det påmonteres flere små lommer og hanke til værktøj. Husk at den lille håndværker selvfølgelig skal have værktøj i bæltet, og måske et firmanavn på ryggen (plastlomme med seddel I printer ud) så alle kan se hvem og hvad, der her kommer!  Er det helt små børn skal legetøj naturligvis være af plastik til børn, så ingen kommer til skade. Husk også arbejdshandsker og træsko til den lille håndværker.

Troldepus: Håret skal touperes, så det ser vildt og voldsomt ud. Troldepus skal i et par slidte bukser eller selebukser med lapper og slitage. Vigtigt er det, at det ikke ser fint og fingerfærdig ud, men derimod har et lidt sjusket skær over sig. På overkroppen har trolden fx en skovmandskjorte. Husk at troldepus selvfølgelig er snavset på hænder, fødder og ansigt.

Pirat: Som en anden Jack Sparrow må din lille pirat i stumpede bukser – gerne med sik-sak kant eller en ditto nederdel. Oplagte farver når det gælder pirater er sort, hvid og rød. På overkroppen bærer piraten en hvid eller sort bluse. Rundt om livet bindes et rødt tørklæde, ligesom piraten også har et tørklædet om håret.  Enhver pirat må desuden have tatoveringer på den blottede hud. Dem kan I købe i legetøjsbutikker, eller I kan tegne pirat symboler som fx kranier og knogler der krydser hinanden. I ansigtet har piraten et lille smalt skæg, små ar og sort rundt om øjnene.

For at se uovervindelig ud, skal der også guldsmykker og -æder til. En gammel tøjbøjle kan bruges til klo, for det må en pirat af den onde slags jo have. Monter kloen i det øverste del af toppen af en plastikflaske, der er blevet skåret af og som siden males sort. Mindre børn kan få en hjemmelavet klo skåret ud af en papkasse og omviklet med bånd eller malet. Rundt om øjet skal der selvfølgelig være en sort klap, som I laver af elastiksnor og sort stof eller en læderrest. Sværdet kan skæres ud af et stykke soveunderlag, der er nemt at arbejde med og ganske billigt materiale ligesom det er ganske ufarligt, når piraten drager i kamp. Alternativt kan sværdet skæres ud af en kraftig papkasse og efterfølgende males eller beklædes med glanspapir.

Charles Chaplin: Sort bowlerhat, tynd lille stok og uldent halstørklæde. Dertil et par gamle bukser og en slidt gammel (habit-)jakke samt et par meget store skinnende laksko. Om muligt suppleres gerne med vest og slips. Optegn et lille moustache og øjenbryn der matcher Charles Chaplin. Pibe er desuden en fin lille detalje, der fuldender illusionen af spilleren og komikeren Charlie Chaplin, der havde sin storhedstid i 1920'erne.

Cowboy: Med en cowboyhat er I godt på vej til at have den lille cowboy klædt på. På benene et par cowboybukser og på overkroppen en skjorte og en vest eller måske et tørklæde. Desuden et par (gummi-)støvler og et sejt bælte. På støvlerne kan I monterer et par sporer som en ekstra finish. De laves vha. af to stjerner og fire stimler karton der måler cirka 10 x 2 cm og males grå eller monteres med sølvpapir. Sporene sættes fast vha. af dobbeltsiddende tape. Cowboyen skal desuden have en holder til sin legetøjspistol, men det kan I måske låne jer frem til eller sy. Husk at montere en stor sherif stjerne så cowboyen kan vække respekt. Den laves af pap og farvelægges med sølv- eller guldtusch.  Evt. limes en stor stjerne ovenpå et badget I allerede har.

Cowboyen kan få ledsagelse af en hyphest der laves af en kosteskaft eller en rundpind og en ankelsok der fyldes ud med gamle tøjstumper. Derefter laves der øre af filt der kan sys eller limes på med tekstillim. Lav også frynser til ovenpå hestehovedet af filt eller gamle stofrester. To manchetknapper presses igennem sokkerne og bliver to hestens øjne. Et bånd og et par gardinringe bruges så cowboyen kan få hold på sin hest. I stedet for en hest kan cowboyen medbringe en sjibbetovs-lasso eller lasso af reb.

Pocahontas: Pandebåndet med fjeren er indianerens kendetegn sammen med ansigtsmalingen og hos pigerne det flettede hår. Hvis man ikke allerede har langt hår, der kan blive til lange fletninger, så laves disse ved at klippe uldgarn i lige lange stykker, der deles i to bundter og flettes. Hver fletning samles med et bånd for enden og efterfølgende sættes fletningerne fast med tape eller limpistol på indersiden af pandebåndet.  Pandebåndet kan laves af elastik eller evt. af en lang strimmel karton hvorpå der i midten pyntes med en strimmel farvet tape på ydersiden. Husk at pynte med fjer! Et gammel kludetæppet, et flecetæppe eller en kjole laves af et kasseret pudebetræk, der klippes hul i til hovedet er ideelt. Dekorer med tern, pile, sik-sak og andre mønstre som passer. Om muligt sættes der frynser på. Indenunder har barnet naturligvis leggins på.

Punker: Frem med det sejeste tøj som vel at mærke er blevet for småt, og som det derfor er okay at rive og klippe i! Punkeren har store støvler på, vildt hår (evt. gerne med farvet hårspray) med topper og masser af sikkerhedsnåle som dekoration i sit tøj. Total cool er det også at sætte Englands flag på som dekoration. Klip et par fingerløse handsker af gamle vanter, der ikke passer mere eller har huller. De behøver ikke have samme farve. Piger-punkeren skal have leggins eller strømpebukser på fra mors skab, og igen må de gerne have huller. Drenge punkeren har selvfølgelig en vest på med masser af dekoration og statements. Find så mange metalkæder som muligt og badgets, som kan dekorere tøjet. Et hundehalsbånd er prikken over i´et rundt om halsen, mens der selvfølgelig skal et sejt bælte med nitter rundt om livet.

Hippie: Glade farver og masser af blomster gør hippien til et festfyrværkeri at se på. Hop i en kjole, nederdel eller buks plus vest med masser af farver og hippien tager allerede form. Bukserne bliver særlig fine, hvis du sprætter buksernes sidesøm op fra den nederste kant og op til lige over knæet og indsætter et stykke super spraglet stof i en trekantet kile.  Hippien har selvfølgelig malet en blomst på hver kind – også drengene. Desuden er der masser af farverige, glade og skønne kæder og smykker overalt på hippien. På fødderne er der tåsandaler, og måske har hippien et par runde solbriller.

Karatemester: Hvid, lang løsthængende morgenkåbe eller jakke og desuden hvide bukser – gerne løsthængende pyjamasbukser, der stumper. Omkring livet et orange eller sort bælte i kraftigt materiale! Bare fødder.

Elefant: En brun affaldssæk tages over hovedet og males grå, hvorpå der monteres kæmpe elefantører af pap på siderne af affaldsposen. Alternativt bruges en grå joggingdragt der er rigelig stor og fyldes med bløde puder så elefant kan få former. Husk en grå elefanthue. Snablen laves vha. et sammenrullet stort gråt håndklæde, der får form og samles med alm. køkkenelastikker. Klip to huller i kanten på hver side af snablens afslutning og træk elastiksnor på, så snablen kan blive holdt på plads rundt om hovedet som en maske. Påmonter også en lille tynd grå hale, der i enden har en grå pom pom.

Stærk mand: Gymnastiktøj og en stor guldmedalje. Desuden vægtstang lavet af et kosteskaft med to sorte kugler lavet af fx balloner og papmaché eller et par kasserede plastik- eller skumgummibolde, der ligeledes males sorte.

Spøgelse: Hvide leggins eller strømpebukser samt hvid bluse. Derover et stort hvidt lagen. Der klippes hul til øjne og mund. På lagenstoffet males der omkring øjne og mund, idet du skaber uhygge ved at male et dæmonansigt med en rød mund, der hælder kraftigt til den ene side og store blå-sorte øjne rundt om øjenhulerne. Husk hvide sko, hvide bomuldsvanter og evt. en hvid nylonstrømpe på hovedet under lagenet, så absolut ingen kan gætte, hvem der kaster uhygge.

Ole Lukøje: Nissehue, far eller bedstefars hvide eller lyseblå skjorte over et par leggins eller mamelukker. Desuden en paraply, gerne en fin dukkeparaply og desuden en legetøjssprøje fra et lægelegetøjssæt.

Sjov og ballade venter forude!
At skabe en udklædning skal først og fremmest være en festlig oplevelse, hvor I glæder jer til at se kostumet komme i anvendelse. Gå til opgaven med positivt sind og søg gerne masser af inspiration i bøger, blade og på internettet ikke mindst, hvor I kan finde de ønskede figurer og karakterer. Brug billeder som inspiration og ledetråd men aldrig som hæmsko. Skab jeres helt eget bud på en udklædning og nyd hvordan kostumet sikkert tager form. Og husk så at forevig de gyldne øjeblikke med kamera!

Nønne Lønne Votborg & Laura Emilie Votborg
Freelance tekstforfatter + assistent for Sjov for børn
Januar 2012

 

 



 

Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Du skal være medlem og logget ind for at kunne skrive i forummet. Log ind ved at trykke på linket lige under søgefeltet i toppen af siden. Hvis du ikke er medlem endnu, kan du blive det ved at trykke her. Det er 100% gratis at være medlem på Sjovforbørn.dk.


Når talen falder på byferie med børn, er der bare nogle byer, der er bedre egnet end andre. Og her ligger Berlin helt i top. Og ikke fordi byen KUN er til børn – Nej Berlin har plads til ALLE. Masser af sjove familie-oplevelser, hyggelig bystemning uden at være for voldsom – og mange små åndehuller ...
Alt der har med kagepynt, cupcakes og hjemmelavede søde sager at gøre er rigt repræsenteret i blade, blogs og på TV for tiden, så hvorfor ikke også lade de populære kager få en fremtrædende rolle ved som aktivitet ved den næste børnefødselsdag?

Lalandia er børnenes land, vi voksne er blot et nødvendigt vedhæng til børnenes erobring af vand, leg og underholdning. Her er det meste, og mine unger var fuldt underholdt i de tre dage vi var her.
Vi er faldet pladask for at lave bål i baghaven og hygge med snobrød, pandekager og popcorn. Børnene eeeelsker det (og det gør vi andre også)

©2005-2013 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk - Se også www.Spassfurkinder.de for sjov i Tyskland