Der er så dejligt ude på landet - Sjovforbørn.dk
 
Søg udflugter  Seneste udflugter  Fribilletter for en anmeldelse   Del denne side på Facebook

Der er så dejligt ude på landet!

Fuglesang, højt til himlen og dejlige dyr hører til ude på landet. Det vrimler med gode tilbud for alle med lyst til herligt landliv: ferie på en bondegård, gårdbutikker & stalddørssalg, åbent hus på bondegården og meget mere. Der er masser af muligheder for at blive dus med himlens fugle og skovens grønne træer!

Igennem generationer var Danmark et landbrugsland men udviklede sig i 1950´og 60´erne til et moderne industriland. Selvom landbrug stadig er vores primærerhverv, er det under 5 % af os, der har det som job. For mange børn er livet på landet ukendt land. Heldigvis er der fine muligheder for at komme ud på landet, når familien holder fri!

Ferie på landet – noget for enhver smag!
Dansk Landboturisme byder på flere fine ferieformer og har med 110 ferieværter meget af vælge mellem. På hjemmesiden ”Sov på landet” kan I finde jeres ønskegård blandt de aktive fuldtidslandmænd, deltidslandmænd og hobbylandbrug, der alle brænder for at byde feriegæster velkommen! Det er værd at bemærke, at 24 ferieværter er økologiske, så hvis I ønsker en hel igennem grøn ferie, skal I skrive økologisk i fritekstsøgning. Det er vigtigt at bruge tid på at orientere sig om, hvad de enkelte værter og gårde kan byde på, og få afstemt forventningerne, understreger Silke Lorenzen, Sekretariatsleder i Landsforeningen for Landboturisme.

1. Bondegårdsferie
Hvis I drømmer om at opleve bondegårdslivet på tætteste hold, er Bondegårdsferie det rigtige valg. Her får børnene lov til at klappe gårdens dyr, og I kan sludre med bondemanden og hans kone. På enkelte bondegårde er det også muligt at spise aftensmad.  Her findes både værelser og lejligheder.

2. Ferie på Landet
I dejlige rammer i form af selvstændige ferielejligheder på gården eller små huse nær ve, kan I tilbringe en afslappet ferie, hvor I sætter dagsordenen og selv står for mad. Nogle gårde har klappedyr, som ungerne kan nyde, eller måske fristes der med spændende temaferier. Ferie på Landet er et populært ferietilbud, der kan ses som en pendant til sommerhus og ferielejlighed – blot i landlige omgivelser og til en yderst fornuftig pris.

3. Bed & Breakfast

Som navnet antyder, vil I på B & B få tilbudt overnatning og en dejlig morgenmad. Oftest vil B & B være kombineret med Bondegårdsferie eller Ferie på landet.

4. Bondegårdscamping

For familier med egen campingvogn eller mobilhome er Bondegårdscamping en oplagt mulighed, hvis I samtidig ønsker at snuse lidt til landlivet. Der vil være adgang til bad og toilet samt på enkelte gårde også adgang til fælles opholdstue. Bondegården må ikke ”huse” mere end to campingvogne ad gangen, men tit har ferieværten også Bondegårdsferie eller Ferie på Landet.

Landbo Camping og privatleje på gårde
Hjemmesiden Landbo Camping kan også vise vej til overnatningssteder på landet, ligesom I vil kunne finde flere steder blot ved at google på bondegårdsferie, ferie på landet og andre lignende ord – sat sammen på kryds og tværs. En del gårde udlejer privat, præcis som flere sommerhusejere også vælger at gøre. Selvom der er tale om privat leje på gårde, er det tit en god idé at holde fast i en lejekontrakt eller lejeaftale vedr. opholdet, hvis det strækker sig ud over mange dage eller indbefatter flere elementer.

Økologisk Bondegårdsferie
Har familien hang til økologiske ferieoplevelser helt derude, hvor kornet spirer, og mælken kommer fra, er der også godt nyt. Økologisk Bondegårdsferie tilbyder også overnatning på landet. På landsplan er der pt. 13 steder, hvor familien kan holde bondegårdsferie og samtidig tænke på natur, sundhed og dyrevelfærd på én gang. Derudover er der som tidligere nævnt andre muligheder for at finde økologiske oplevelser i andre foreninger, grupper og lignende.

Gårdbutikker & Stalddørssalg
Året rundtkan I købe landbrugsprodukter direkte ved stalddøren og i hyggelige gårdbutikker. I sommerhalvåret har I desuden mulighed for selv at få jord under neglene de steder, hvor der er Grav Selv kartofler og Pluk Selv bær og ærter. Mange steder vil der være boder ved vejen med nyopgravede grøntsager og nyplukkede frugter. For børn i alle aldre er det en sand fryd at få lov at hente den mad, der skal spises, dér, hvor den spirede og voksede op!

Åbent Landbrug & Dyrskuer
3. søndag i september slår dansk landbrug dørene op og inviterer indenfor til Åbent Landbrug. Omkring 75 danske landbrug med køer, grise, mink og energi deltager.  Åbent hus giver både børn og voksne et godt indblik i, hvordan maden bliver til! Der er selvfølgelig aktiviteter for de mindste samt rundvisninger.

De danske landmænd viser også, hvad de kan, på de mange dyrskuer landet over, ligesom branchen møder talstærkt op med alt, hvad der handler om landbrug, så publikum kan få en stor buket oplevelser med hjem. For børn er dyrskue en spændende oplevelse med massevis af indtryk.

Økodag & Økologisk Høstmarked
To gange om året inviterer de økologiske landmænd til åbent hus. I foråret er det Økodag, hvor vi kan nyde, at køerne kommer på græs for første gang efter en lang vinter i stalden. Tidligere gik den event under navnet Køernes forårsfest. Det hele bliver krydret med smagsprøver på økologisk mælk og forskellige former for aktiviteter, der gør dagen sjov for store og små.

Et halvt år senere er høsten i hus, og der lines op til det legendariske Økologiske Høstmarked, der landet over er en stor begivenhed. Mere end 100 økologiske landbrug åbner dørene i en weekend, så vi for en stund kan se, lugte, føle og smage på alt det, der hører til den økologiske landbrugsdrift anno 2010.

Spor i landskabet
Spor i Landskabet er unikke vandrestier med udgangspunkt i land- og skovbruget. En række skovejere og landmænd har på deres jorde etableret vandrestier, så offentligheden har fri adgang til at vandre steder, vi ellers ikke har mulighed for at komme. På den måde kan I opleve mark, eng og skov på tætteste hold, når vandreturen går dels ad almindelige veje og stier, men også ad svært fremkommelige ruter med fx trampestier.

Oplevelsen bliver allerstørst, når I tager den folder med, der er udarbejdet til den pågældende rute. Folderen fortæller om det, I ser og oplever undervejs langs sporet.  Spor i Landskabet arrangerer hvert år Sporenes Dag, hvor hele familien kan glæde sig til herlige naturoplevelser! I år er Sporenes Dag søndag 13. juni 2010.

Klap en ko og se kornet gro …
Livet på landet er noget særligt, og som børnefamilie er der massevis af gode muligheder for at få en på opleveren, uanset om I har lyst til et dagsbesøg eller vil overnatte på en gård. Dansk landbrug anno 2010 er mangfoldigt og byder på et hav af oplevelser året rundt. Her kan I opleve mange forskellige former for landbrugsdrift, samtidig med I hygger jer og nyder de store vidder og naturen rundt omkring jer!

Nønne Lønne Votborg
Sjov for børn
April 2010



Læs også artiklerne:
Køernes forårsfest
Åben jordbærmark
Jeg en gård mig bygge vil
Åbent Landbrug 2009


 

 

 

 

Jeres kommentarer

I dette forum er I velkomne til at skrive kommentarer til artiklen.



Nønne Lønne Votborg 31. maj 2010 kl. 11:36
Der er så dejligt ude på landet
Ny event: Ta´ på økologisk Sofari 30/5

En række økologiske svineproducenter byder nu ”Velkommen til Sofari”. Arrangementet er til dels en pendant til ”Køernes forårsfest”. På Øko Sofari får I mulighed for at opleve grislinger tumle sig i muddret og blive dus med jeres mad fra jord til bord. Oplev ved selvsyn den økologiske produktionsform og kom helt tæt på de økologiske svin, som bor ude hele året rundt. En tur på landet, glade grise og en krølle på halen lyder som en dejlig søndag!

Sofari er et nyt tiltag i den økologiske verden, hvor svineproducenterne allerede håber at det kan udvikle sig til en årligt tilbagevendende begivenhed. I år er der seks deltagende gårde i Nibe, Hårby, Brørup, Holstebro, Skanderborg og på Nykøbing Sj. Gårdene åbner op for Sofari søndag d. 30/5 ml. 11-14

www.foodculture.dk/2010/15/Webnyhed.aspx
www.vfl.dk/Nyheder/KomTilSofaraHosOekologiskeSvineproducenter.htm


Denne tekst er skrevet som omtale til Sjov for børns "Kort Nyt", hvor du finder spændende nyheder om mangt og meget. Også noget så eksotisk som SOFARI :-)

VH
Nønne Lønne Votborg
Freelance Skribent

Svar - citer og svar

Nønne Lønne Votborg 16. juni 2010 kl. 14:47
Vær med til at fodre husdyr på Dansk Landbrugsmuseum
Vær med til at fodre husdyr på Dansk Landbrugsmuseum

Sommerferieaktiviteter fra mandag den 28. juni til fredag den 6. August 2010.

Dansk Landbrugsmuseum fortæller, at børnefamilier i skolernes sommerferie på hverdage kl. 11.00 kan gå med landmandens hjælper på den daglige foderrunde. "Turen med fodervognen starter ved indgangen til landbrugsmuseet og går forbi folde med husdyr, hønsehus og landbrugsbotanisk have. Børn og voksne får muligheden for at komme tæt på dyrene og hjælpe til, når der skal fodres geder, får, køer, grise, høns og samles æg og plukkes grønt til kaninerne.
I vognen er der udover foder til dyrene gemt rekvisitter til gode historier om bondens nyttige husdyr gennem tiderne: Hvad skulle han bruge alle sine får til?, hvilket husdyr er det mindste?, hvad er en fattigmands-ko? og kan man drikke mælk af et ko-horn?".

Det vil I finde ud af ved at besøge Dansk Landbrugsmuseum i Auning.

Turen varer cirka en time.

Bemærk at ddyrene kun fodres én gang dagligt.

Det oplyses at man i hele åbningstiden tage en lille pose med hø med på sin tur rundt til dyrene og give dem lidt mundgodt. Det lyder jo også hyggeligt!

Med venlig hilsen
freelance skribent
Nønne Lønne Votborg

Svar - citer og svar













Værd at vide om bondegårdsferie

Sjov for børns artikel om Køernes forårsfest
og
Visit Denmarks omtale af ferie på landet

Gennem Landforeningen Økologisk Bondegårdsferie kan I til yderst fordelagtig pris købe billedbogen ”Marius og Julius på bondegårdsferie”. På den måde kan børnene få en idé om, hvad ferien vil give af oplevelser.
I billedbogen følger vi vennerne Marius og Julius, der er på bondegårdsferie. Her får de lov at køre traktor, de fodrer dyr og leger på høloftet.
Bogen kan også lånes på biblioteket. Forfatter er Peder Hovgaard og bogen er udgivet på forlaget Turbine.

Links:

Dansk Landboturisme www.bondegaardsferie.dk
Dansk Landboturisme på facebook: www.facebook.com/FeriePaaLandet
Landbocamping m.v.: www.landbocamping.dk
Stalddørssalg: Ecoweb.dk
Gårdbutikker: Gaardbutiklisten.dk
De Danske Gårdbutikker: Gaardbutikker.dk
Landkøb - Direkte Salg af Fødevarer: Landkoeb.dk
Åbent Landbrug 3. september: www.aabentlandbrug.dk/
Dyrskueliste: www.landbrugsinfo.dk
Spor i Landskabet: www.spor.dk
Økologisk Bondegårdsferie: www.ecoholiday.dk
Økologisk landsforening - alt om økologi: www.okologi.dk
Økoweb: www.ecoweb.dk

Vedr. Gårdbutikker og Stalddørssalg:
Husk, at en del avlere og gårde annoncerer i lokale ugeaviser - ofte med ganske små rubrikker. Kik godt i disse gratisaviser, næste gang I modtager dem.
Forhør hos familie, venner, bekendte og kolleger m.m. og få gerne deres tip til, hvor de tager hen og forsyner sig med frisk frugt og grønt.
Vær opmærksom på, at det er muligt at finde såvel økologiske som konventionelle avlere og gårde på landet.

 

 


Vi har lige været på vores første geocaching, og det var virkelig sjovt. En slags moderne skattejagt via koordinater fra en håndholdt GPS.

 Læs mere her

Lad mig sige det med det samme: Jeg var en amatør indtil sommerferien i år, hvor min 5-årige søn lærte mig alt om krabbefiskeri. Men nu føler jeg mig fuldt ud i stand til at give tipsene videre her på siden. Skulle I have yderligere gode tips, så skriv dem nederst i artiklen i vores forum, så andre ...

 Læs mere her

Vi er faldet pladask for at lave bål i baghaven og hygge med snobrød, pandekager og popcorn. Børnene eeeelsker det (og det gør vi andre også)

 Læs mere her

Ungerne vil sgu ha skattejagt – hver gang! Kniber det lidt med opfindsomheden? Så læs med her og få det hele serveret på et sølvfad.

NÅ DET FØR DE ANDRE FORÆLDRE !!!

 Læs mere her


©2005-2010 Sjovforbørn.dk, Grønnegade 93, 1., 8000 Århus C, Kontakt Sjovforbørn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk