Kreative invitationer til brnefdselsdagen - Sjovforbørn.dk
        
Sg brnefdselsdag  Ls om brnefdselsdage  Alle brnefdselsdagsideer  Foresl brnefdselsdag  1-2 r  3-4 r  5-6 r  7-10 r  11-14 r  15-18 r    Del

Kreative invitationer til fødselsdagsfesten
- Den ultimative guide til invitationen... !


En vigtig del af enhver fødselsdagsfest er forberedelserne. Her er der lagt op til forventningens glæde. Involver barnet og lav hjemmelavede invitationer til den kommende fest. Det er både billigere, mere personligt og ganske sjovt!


Tag sammen del i forventningens glæde
Du behøver ikke at være super kreative med papir, saks og limstift, for at I kan fremtrylle vellykkede indbydelser til børnefødselsdagen. Mindre kan også gøre det. Da det netop er barnets fest, er der god grund til at barnet kan deltage i at lave indbydelserne og få en god oplevelse med det.

Krav til indhold
En god invitation er ikke kun flot, den skal også indeholde de korrekte informationer. Fortæl hvem der fylder år og hvor mange år. Angiv tid og sted for festens afvikling – og skriv meget gerne en kort kørselsbeskrivelse, fortæl om evt. transport til/fra institution eller skole er arrangeret eller om forældrene forventes at klare det. Påklædning er oftest relevant at nævne for, at forældrene fx husker at sende solidt fodtøj med til udendørsaktiviteter eller ved, at børnene gerne må klæde sig ud da det er en temafest. Ofte vil det være en god ide at skrive hvordan og hvorledes i forhold til allergier og diæter m.m. Angiv svar udbedes, hvordan, senest hvornår og til hvem. Husk, at hvis fødselaren er et barn af fraskilte forældre er det nødvendigt, at det tydeligt fremgår hos hvem fødselsdagen afholdes og til hvem, der gives besked.  Som vært kan det også være en god idé at bede forældrene til de små gæster om at medbringe en seddel med kontaktinformation. Måske ønsker du at fortælle lidt om gaveønsker, eller du kan angive et maks. beløb i parentes for god ordens skyld. Husk, at en invitation netop skal hjælpe i forhold til forventningsafklaring, så man undgår misforståelser.

Du kan måske føle der er mange oplysninger, der skal medtages. I så fald kan du lave én side til barnet med en invitation fra fødselaren til sin kammerat og vedlægge endnu et ark henvendt til forældrene med de praktiske oplysninger.  
Husk selvfølgelig at få indbydelsen sendt eller afleveret i god tid. Et tip er 2 – 3 uger før. Svar udbedes sættes 3- 5 dage før af hensyn til indkøb og bordopstilling.

Temafødselsdag og -invitation
Mange børnefødselsdage har et bestemt tema. I så fald er det oplagt at invitationen afspejler festens tema.

Sørøverfest
Til sørøverfesten kan invitationen udformes som et sørøverkort. Lad den voksne brænde kanten (hele vejen rundt) på et kraftigt stykke papir ved at holde kanterne hen over et tændt lys. Papiret må meget gerne være i en gullig farve, som var det et stykke gammelt papir. Hvis I kun har noget hvidt papir, kan det tilføres et gulligt skær vha. en fugtig tepose. Rul indbydelsen ind i madpapir, der først er krøllet sammen så også det virker gammelt. Alternativt kan rullen med det gamle sørøverkort ombindes med et stykke snøre. 


Prinsessefest

Pink rimer på prinsesse, så lav et sødt kort af pink karton. Herpå klistrer du en prinsessekrone. Den kan enten være udklippet af glanspapir og limet på. Som ekstra pynt kan barnet tegne diamanter med en guldtusch, eller I kan klistre pailletter på. En anden enkel løsning er at folde prinsessekronen af en sølv- eller guldpiberenser, der efterfølgende limes på kartonet.

Diskofest

Invitationen til diskofesten kan skrives med tusch på en blank – eller gammel – cd. Skal det være ekstra flot og festligt kan cd´en tilføres masser af glimmer i form af pailletter, perler og du kan vælge at skrive med en glimmer-tusch. Hvis I har mod på det kan barnet også vælge at indspille sin invitation som en lydfil, der brændes på cd´en. Men husk at vedlægge en lille seddel, der fortæller at cd´en skal afspilles. Måske kan I printe flotte labels ud, der fortæller at dette er en fødselsdagsinvitation. Om barnet synger eller blot fremsiger sin invitation er en smagssag.  
En anden løsning – i stedet for at lave invitationen på selve cd-skiven eller lagt på lydfil – er at bruge tomme cd-bokse til indbydelse. Så er det selve bookletten – altså den folder, der ligger under den glasklare forside i cd-boksen – der fungerer som indbydelse sammen med bundkortet. Det er det ark, der normalt er placeret under cd-holderen og fungerer som bagside for cd-boksen. Man kan blot udlade at lægge en cd ind i boksen og bruge booklet og bundkort til at formidle invitationen på. På nettet kan du søge de præcise mål for booklet og bundkort, så det er nemt at lave en indbydelse der passer dertil i et grafisk program på din computer. Et billede af fødselaren skal uanset hvad pryde forsiden af cd´en.

Cirkusfest
Skal der være cirkusfest, er det oplagt at placere den færdige indbydelse i en u-oppustet ballon. Selve indbydelsen kan enten laves i hånden på farvet papir eller på computeren. Eller I kan ty til internettet, hvor der findes færdige skabeloner med alle mulige temaer ganske gratis. Ballonen lægges ned i en farvestrålende kuvert.

Filmtema - hjemmebiograf

Mange lidt større børn kan godt lide at invitere vennerne til en god film, når de har fødselsdag. Hvad er så mere oplagt end at udforme indbydelsen som en indgangsbillet. Du kan kigge på en af dine gamle biografbilletter. Billetten laves nemmest på computeren, men kan selvfølgelig også laves på karton. Her handler det først og fremmest om ordlyd: at give en stemning og fornemmelse af biografens atmosfære. Skriv fx at der er reserveret pladser på sofarækken. Du kan fx skrive, at der er tale om en premiere eller festfremvisning og i den anledning serveres der en Bio-menu i biografens cafe forud for filmen; det sker kl. prik, prik. Billetten lægges ned i en stor kuvert sammen med poppede popcorn, der er med til at bibringe en stemning af biograftur.
Ideen med at lave en billet kan selvfølgelig også bruges til andre fester. Eksempelvis kan du også sende en billet til også cirkusfesten.

Ideregn – blandede invitationsforslag

Muffin
Udform invitationen som en muffin. Selve indbydelsen laves på et stykke farvet papir og foldes sammen på langs. Bredden skal være cirka 4 cm. Papiret rulles derefter, og du sætter et stykke tape på så rullen ikke springer op. Nu placeres rullen i en flot papir-muffinsform i en farve, der matcher invitationen. Rullen hæftes fast vha. lærertyggegummi. Som pynt bruges lidt vat, der ligner flødeskum. Lidt syltetøj på toppen kan du også tilføre i form af en rød dråbe maling. Pak til slut den flotte muffin ind i cellofanpapir eller køb en lille færdig cellofanpose. De fås billigt i Søstrene Greene. Alternativt kan du bruge en sandwichpose i tyndt papir og dekorere den smukt med bånd. På posen kan du med svungen skrift skrive indbydelse!

Flaskepost
Måske tænker du at en flaskepost er lig med sørøverfest. Det kan det bestemt også godt være. Men flaskeposten kan snildt piftes op og gøres både sød, sjov eller sej – alt efter behov. Til en flaskepost-indbydelse skal du bruge tomme halvliters vandflasker med skruelåg, der er rengjorte og har fået fjernet mærkaterne. Alternativt skal du købe flasker beregnet til formålet i en hobbyforretning, men pas på med mindre børn og glas. Selve indbydelsen laves på computeren på A4 eller A5, foldes derefter sammen og omrulles fx med et pænt silkebånd. Den skal naturligvis afspejle temaet og det samme skal den valgte farve. Indbydelsen skubbes ned i plastflasken og herefter hældes yderligere pynt ned i flasken. Er det diskofest er det oplagt med glimmer, glitter og konfetti. Du kan købe forskelligt farvet sand (dekorationssand til blomster især) der er velegnet. Men du kan også selv tørre ting fra naturen eller lade dit barn trykke små stjerner, hjerter og andre figurer ud af karton med en lille stempler – men husk at tjekke at de kan komme ned i flasken. Mulighederne er mange – ikke mindst hvis du besøger en hobbyforretning eller Søstrene Greenes. Selve flasken kan dekoreres med bånd eller maskingtape. Har du lyst, kan du desuden sætte et lille skilt – fx manillakort – på, hvor der står modtagernavn på.

Fødselsdagslys
Lav en indbydelse i hånden eller på computeren svarende til en A5 side. Teksten står på bagsiden, mens forsiden af papirarket viser en række fødselsdagslys – evt. svarende til det antal år barnet fylder. Lysene placeres på langs af papiret. Vælg gerne en kraftig papirkvalitet i en glad farve. Fødselsdagslysene laves på helt enkel vis vha. af dekorationstape; det såkaldte maskintape. For at opnå en spændende effekt bruges forskellige tape til hvert lys. Du river kort og godt en strimmel af, klistrer den på og lader den udgøre stearinlyset. Selve væggen tegnes på med en sort tynd tusch streg. Den gule flamme klippes ud af gult papir som en dråbelignende figur og klistres til slut på. Har du ikke adgang til maskingtape kan I lave nogle strimler af glitrende papir fra magasiner eller andet lækkert papir. Lysene må gerne være lidt uensartede. Evt. kan papiret rives i strimler for at opnå en god effekt. Tapet er også et velegnet materiale.

Barnets kunstværk
Du kan lade barnet tegne sin helt egen invitation – fortolkning af sin fødselsdagsfest - og derefter bruge denne farvelagte tegning som forside til indbydelsen. Scan tegningen ind på din computer og print indbydelserne ud med barnets tegning som forside og selve invitationen som bagside. Hvis du ikke kan scanne tegningen ind, må du til en start få kopieret tegningen over på det antal papirer, der skal printes indbydelser på.

Du kan også lade barnet arbejde i et af de mange tegneprogrammer og bruge denne tegning som forside. Større børn kan også arbejde med billedredigeringsprogrammer og lave en sjov forside på denne måde.

Billede af barnet

Det er oplagt at lade et flot billede af fødselaren stå i centrum for invitationen. Du kan scanne billeder ind eller bruge billeder, der allerede ligger på din computer. Takket være forskellige billedredigeringsprogrammer kan I sammen lave forskellige morsomme invitationer. Det er muligt at beskære i billederne men også at lave nye detaljer. Du kan få billedet til at se gammelt og gulnet ud. Et andet program gør det muligt at tegne sjove ting på selve fotoet. Måske har fødselaren lyst at komme på forsiden af et magasin?! Så kan man også trylle og indsætte sit eget billede i en ramme og få det til at se ud som om, vedkommende er endt på forsiden af et kendt magasin. Lige noget for de store piger! Der er i det hele taget en imponerende mængde af muligheder udi billedredigering. Som oftest vil børnene selv kunne sidde og ”lege” med, når mulighederne udforskes.

Puslespil

Fødselsdagsinvitationen kan også få form som et puslespil uden større besvær. Først skal I finde et godt billede af fødselaren. Billedet kan printes ud og klistres på karton eller pap. Invitationen klistres på den anden side. Eller I kan vælge at scanne billedet ind på computeren og tilpasse det A4 format, og printe selve invitationens ordlyd ud på bagsiden. Det lamineres efterfølgende. Nu klippes invitationen i nogle få, store uens og skæve stykker. De udklippede brikker lægges i en kuvert, der lukkes grundigt.  

Kalender

Større børn, der måske ikke holder en temafest, vil måske foretrække denne enkle invitation. I tager ganske enkelt en kopi af en årskalender (sådan en af dem der typisk er lavet på to sider med et halvt år på hver side – størrelsen er ofte 1 A4 eller kan let tilpasses dertil). Kalenderen danner nu baggrund for indbydelsen. I sætter med en stor tusch et kryds ved datoen for fødselsdagsdatoen ligesom dato for S.U. markeres. Selve invitationens ordlyd skrives i Word og printes ud på kalenderen. Det betyder at hvert ark skal igennem printeren to gange: først for at kalenderen bliver påtrykt/kopieret, og siden skal teksten skrives ovenpå.

Origami

Lav en enkel indbydelse på computeren. Formatet skal være kvadratisk.  Fold derefter papirarket efter den japanske foldeteknik origami. Du kan låne en række bøger om origami og få ideer til forskellige figurer og æsker m.m., der kan foldes vha. origami. Søg evt. på nettet på ordet origami. Pak til slut origamifiguren ind i cellofanpapir eller køb en lille færdig cellofanpose. De fås billigt i Søstrene Greene. Alternativt kan du bruge en sandwichpose i tyndt papir og dekorere den smukt med bånd. På posen kan du med svungen skrift skrive indbydelse! Under transport bør de færdige poser med invitationerne opbevares forsigtigt.

En maske

Fastelavnsmasker kan bruges til mere end blot tøndeslagning. Tag afsæt i det tema børnefødselsdagen måtte omhandle. Find så en skabelon til en hjemmelavet maske, der matcher det. Lav en maske til hvert barn og brug masken til invitation, idet du skriver invitationen bag på den flotte og farverige maske. Der findes masker, du laver med udgangspunkt i noget så enkelt som en paptallerken, og andre masker du blot printer ud ganske gratis fra nettet. Du skal blot søge på nettet, når du har pejlet dig ind på festens tema, men husk også at biblioteket selvfølgelig også har gode hobbybøger med tip til hjemmelavede masker.

Nip-napper

For ungerne er nip-napperen en velkendt leg, men du kan fint bruge den til en anderledes invitation. Fold den som vanligt og lav forskellige låger, der gemmer over hvornår, hvor, klokkeslæt, hvorfor osv. Hver nip-napper pakkes ind i cellofanpapir eller køb en lille færdig cellofanpose. De fås billigt i Søstrene Greene. Alternativt kan du bruge en sandwichpose i tyndt papir og dekorere den smukt med bånd. På posen kan du med svungen skrift skrive indbydelse! Under transport bør de færdige poser med invitationerne opbevares forsigtigt.

Sukkersødt kort

Køb noget flot mønstret pap eller karton – alternativt bruget blot ensfarvet kulørt pap eller karton – og klip det ud i passende størrelser. Skriv invitationen på den ene side. På forsiden ridser du med blyant op, hvor ordlyden skal stå; det kan fx være Party, Fest, Hej, eller du kan skrive det antal år barnet fylder. Herefter kører du med en limstift i skriften. Umiddelbart efter kan du og barnet lægge små sukkerpastiller eller andre søde sager på. Du kan også bruge dekorationspynt til kager eller mini Marshmallows. Husk at være ekstra opmærksom på at limen er klar. Der er desuden god grund til at sørge for kuverter, der er ekstra store, så pynten ikke falder af fordi det kommer i klemme.

Dekoreret papirpose

Selve invitationerne kan være færdigkøbte, lavet i hånden, på computeren eller via en skabelon du har fundet på nettet. For at peppe det hele op og gøre det personligt giver du det en flot indpakning. Lad fødselsdagsbarnet tegne på en hvid papirpose – eller sandwichpose – og læg invitationen deri. Sæt evt. et flot bånd på. Klistermærker og små flag kan også pynte posen op.

Sjov med hænder

Tag et aftryk af barnets hånd eller fod vha. fingermaling og lav ud fra det en flot figur. Agnes Ingersen har lavet en række morsomme udklip og pynt med afsæt i barnets hænder og fødder. En del af disse idéer kan bruges til indbydelser. Du kan påklistre en fortrykt invitation, du har printet ud og klippet til, så det passer til bagsiden af den pågældende figur. På biblioteket kan du låne Agnes Ingersens bøger, og du kan besøge hendes hjemmeside her: http://agnesingersen.dk/blog/ og http://www.forlagetingersen.dk/
Men søg gerne på google: håndaftryk, fodaftryk, kreativ, DIY, klip, børn osv.
En anden løsning er at lave et kort med et udklip af barnets hånd. Du tegner rundt om barnets hånd og klipper ud i karton, klistre på et kort og vupti har man et fint kort.

Glansbillede
Køb nogle glansbilleder og sæt så et flot glansbillede på forsiden af hvert kort. Selve indbydelsen står skrevet inde i kortet. Det er en sød og enkel løsning, men alligevel meget personlig.

Flag og år

Lim et lille papirflag på forsiden af et kort. Fold det tal barnet fylder med en farvet tyk piberenser og lim det på ved siden af. Nu er koret klar! Selve teksten kan være skrevet på computeren og står naturligvis indeni kortet. Du kan også tegne en gave eller klippe et par stykker gavepapir ud i kvadrater der limes på kortet. Pakkerne får tegnet bånd på vha. en sprittusch. Voila!
En anden løsning kunne være, at klippe tallet der angiver fødselarens alder ud i farverigt karton og klistre det på forsiden af kortet. Hvis du ønsker en særlig effekt skal du klippe tallet ud i to størrelser i hver sin farve/papirmønster. Det lille tal limes på det store hvorved du opnår en flot virkning. Dekorer evt. kortet med et billede af fødselaren. Du kan bruge små skolefoto eller scanne et foto ind.


Pimp din indbydelse

Den hjemmelavede invitation kan med få virkemidler piftes op og gøres ekstra flot! Lav en enkelt indbydelse, men pimp den op med smarte detaljer og flotte dekorationer. Brug lækkert papir, maskingtape, klistermærker, bånd og glimmer. Find sik-sak-saksen frem og lav en flot kant. Du opnår også en flot detalje ved at lave din invitation i én lys farve og klistre den på et større ark papir i en mørkere tone, der så fungerer som ramme. Glansbilleder kan også bruges til at gøre en indbydelse sød eller smart. Lad barnet sætte sit fingeraftryk med fingermaling, hvis han/hun endnu ikke kan skrive sit navn. Luk kuverten vha. segl. Det kan købes i hobbyforretninger og gør invitationen helt unik. 

Med computeren som hjælp

På computeren og ikke mindst internettet finder du forskellige grafiske programmer, der kan bruges hvis du  selv vil designe en flot indbydelse. Det er også oplagt at skelne til billedredigeringsprogrammer, der kan trylle med billeder af fødselsdagsbarnet.
Internettet byder også på utallige sites, hvor du kan hente færdige skabeloner til fødselsdagsinvitationen ganske gratis. Der er skabeloner til alle former for temafester; du skal blot fylde nogle felter ud med de praktiske oplysninger og printe ud. Det er dog værd at være opmærksom på det, der står med småt så det der skulle være gratis ikke ender op med, at du bliver bedt om at afgive dit kontonummer. Søg på invitation, fødselsdagsinvitation, indbydelse, fødselsdagsindbydelse, skabelon, print ud, gratis osv.

Tjekliste for den gode invitation

En vellykket invitation skal først og fremmest have et godt blikfang. Den skal med sin form og indhold gerne fortælle modtageren hvilken fest, der er i vente.
Sørg for de relevante oplysninger vitterligt ér medtaget. Tjek at der ikke er stavefejl. Læs teksten højt et par gange, så du bedre kan fange evt. stavefejl. Det allerbedste er, at få en anden person til at dobbelttjekke. Udskriv undervejs en prøve og test, om invitationen virker helstøbt og god. Det er vigtigt, at alt er centreret korrekt og fremstår harmonisk. Invitationen må ikke være ”overlæsset”; del den gerne op i flere afsnit. Alternativt er det bedre at lave et supplerende ark til forældrene med oplysninger om de praktiske detaljer, mens invitationen har fokus på, at barnet indbyder sin kammerat til fest.  

Du skal være meget opmærksom på fonte – skrifttype – og læsbarheden. Tit kan en given fonte være smuk, sjov eller speciel, men være ret vanskelig at læse. Vær opmærksom på, at du kan fremhæve læsbarheden ved at vælge en mørk farve til teksten og en lys farve til papiret, så kontrasten bliver god. Det er som oftest ikke ideelt, at vælge en al for mørk farve papir.
Skrives invitationerne i hånden skal du afsætte god tid til projektet, så alle invitationerne bliver flotte. Det er krævende at skrive i hånden! I det hele taget kræver den gode invitation, at du afsætter god tid til projektet. Ikke mindst når barnet skal deltage i processen og være med til at fremstille invitationerne til sine gæster.

Sørg for at der er indkøbt konvolutter, der er store nok til de invitationer I laver. Det vil være synd, at måtte folde invitationerne mere end nødvendigt. Hvis der er limet pynt på, skal du også beregne ekstra plads til det. Det er vigtigt, at pynten ikke kommer i klemme! Når invitationerne foldes kan I bruge en lineal, så det bliver udmålt præcist og selve folden bliver presset.
Undervejs i processen vil du sandsynligvis komme til at udskrive mange testversioner. Af samme grund skal du sørge for at have indkøbt rigeligt med farvet papir og ikke mindst have ekstra blækpatroner ved hånden.

God arbejdslyst ønskes!
Nønne Lønne Votborg
Tekstforfatter og bibliotekar D.B.
Freelance skribent for Sjov for børn
Februar 2014








 

WOW-park er en stor udendrs legepark med mulighed for sved p panden, og hjde udfordringer i trtoppene.
Morten Heiberg har skrevet en fantastisk bog om desserter - meget lidt politisk korrekte - for store og sm. Her viderebringer vi hans opskrift p regnbueis.
Vi er faktisk ikke specielt cykelinteresserede i vores familie. Alligevel er en af vores bedste ferieoplevelser en etape ved Tour de France.

Hvis du hrer til dem som straks tnker tilbage p lejrskolernes larmende store sovesale og fllesbad p gangen nr du hrer om vandrehjem, s br du mske lse med her? De seneste 10-15 r er de fleste danske vandrehjem nemlig blevet moderniseret og opdateret i en grad, s man snarere kan tale om...

©2005-2017 Sjovforbrn.dk, Rugmarken 42, 8520 Lystrup, Kontakt Sjovforbrn.dk - Sitemap
Intet materiale må gengives uden skriftligt samtykke fra Sjovforbørn.dk