Børn med handicap - Tips og ideer
|
|
Hører du til blandt de familier, der formår at indrette hverdag og ferier helt eller delvis omkring et handicappet barn? Familier, der prøver at finde netop de aktiviteter, der motiverer, støtter eller blot underholder deres barn. Jeg tager hatten af for jeres evne til uden væsentlig hjælp fra internettet, at spotte de gode steder.
Det er min forestilling, at de fleste attraktioner har handicapvenlighed som et af deres mål, men jeg ved det rent faktisk ikke. Derfor spurgte jeg 5 forskellige familier, hvilke hensyn de var nødt til at tage, når de skulle vælge udflugtsmål.
Ikke medfødt handicap
Tina har en søn på 7 år, der først for nylig fik en hoftesygdom, der gør, at knoglerne smuldrer. Han skal sidde i kørestol for at skåne knoglerne, så de har en chance for at regenerere sig. Tina har også 2 ældre børn på 11 og 12 år. "Når vi tager ud, er jeg nødt til at kigge efter aktiviteter til alle mine børn.
Min lille søn græder, når de store søskende hopper på hoppepude / trampolin, som han
elsker at lege på. Men det kan være svært at finde aktiviteter, der passer til dem alle 3."
Tina vælger ofte udflugtsmål, hvor hendes yngste ikke får en dårlig oplevelse, og her er vand tit det rette valg, da alle 3 børn kan deltage på lige fod. Også akvarier og frilandsmuseer er gode, da det handler om at opleve og prøve og ikke så meget om fysisk aktivitet.
Hvis Tina kunne ændre noget, der ville gøre det lettere for hendes familie at komme rundt, ville hun indføre flere ramper og opkørsler, så kørestolen kan komme de samme steder som os andre.
Psykisk handicap
Charlottes søn er 6 år og autist. For Charlottes familie er det vigtigt, at de tager steder hen der har "højt til loftet", da bl.a. højt støjniveau og mange mennesker kan være ubehageligt for ham. "Steder med ting at se på er rigtig gode. Det kan også være steder som sommerland/tivoli, hvor han dog fravælger en del aktiviteter, fordi han ikke kan forudse, hvad der sker i disse aktiviteter, eller fordi han tror, at det vil give ham ubehag på en eller anden måde."
Autister vil grundlæggende helst have faste rammer og forudsigelige begivenheder, så f.eks. kan en Zoologisk have være rigtig godt, med undtagelse af steder, hvor dyrene går blandt de besøgende, da dyr jo er temmelig uforudsigelige. "Dyr er dejlige, men han er bange for de fleste dyr, fordi det ikke er til at sige, hvad et dyr vil gøre om et øjeblik. Det gælder næsten alle dyr - incl. hunde, katte, fluer, heste osv. Myrer, regnorme, bænkebidere og den slags samt dyr, der er inde bag et hegn (og som ikke kan stikke hovedet ud og få fat i ham), er derimod helt OK." fortæller Charlotte.
Hvis Charlotte kunne være med til at bestemme, hvordan fremtidens attraktioner så ud, ville hun indføre nummersystemer i forlystelsesparkerne, for nok har børn uden handicap svært ved at bevare roen i en lang kø, men autister har endnu sværere ved det. Det ville gøre oplevelsen bedre, hvis man kunne trække et nummer og så vende tilbage til attraktionen, når man stod for tur. Charlotte ville også ønske sig flere sanseoplevelser såsom rørebassiner.
Kørestolsvenligt
Kittas datter på 6 år
er svært hjerneskadet, og hun kan ikke gå og snakke og hun har et meget lille snævert synsfelt. "Men til gengæld er hendes føle- og
høresans så meget mere udviklet, så for os er det vigtigt at der er ting hun kan
høre og ting hun kan føle ex. vand - klodser - sand m.m."
I Kittas familie er der behov for at komme steder, der både er kørestolsvenlige men som også ligesom hos Charlotte har 'højt til loftet'. "Ofte står det på attraktionernes hjemmeside, om de er kørestolsvenlige, og ellers går jeg på Google og søger på ordet 'handicapvenlig'" fortæller Kitta.
Sansehaver af alle slags er meget velegnet til Kittas datter, da de øvrige sanser bliver meget forstærket, når nogle sanser slår ud.
Hvis Kitta skulle ændre noget på indretningen af Danmarks attraktioner, ville hun have større og bedre puslefaciliteter. Hun fremhæver Legoland for deres puslecenter. Derudover ville hun sørge for ordentlige stier, så det var til at komme rundt med en kørestol. Grusstier besværliggør det meget.
Gode puslefaciliteter og gode stier
Ullas datter er 5 år og hjerneskadet. Hun fungerer fint på nogle områder, og på andre er hun tilbagestående. Hun er gående, men når hun bliver træt, sætter motorikken i højre side ud, og hun har brug for en klapvogn. Derudover bruger hun ble, så det er vigtigt, at der både er gode puslefacilieteter og nogle fornuftige stier, hvor Ullas familie tager på udflugt.
Når man skal pusle så stor en pige, kan kollektive puslepladser være generende. Det ultimative puslested har også en lift, og gerne en større puslepude end de sædvanlige babystørrelser.
"Vi går også efter steder hvor vi med handicapkort har mulighed for at Frida og hendes hjælper kan springe køen over ved henvendelse til personalet, hvilket fungerer rigtigt godt i legoland,da hun ikke er i stand til at holde sig i ro i lange køer, og derfor på mange virker uopdragen, hvad hun bestemt ikke er."
Positive oplevelser
Susanne har 2 tvillingedøtre, hvoraf Dorthe på 10 år sidder i kørestol. Hun kan godt gå kortere afstande, hvilket gør det betydeligt nemmere at komme rundt. Susanne oplever generelt ikke de store problemer med kørestolen, og hun møder stor imødekommenhed fra personale.
"Da vi besøgte BonBon-Land stod vi med Dorthe i en lang kø. Da vi efter en halv time nåede frem til lågen, fik vi at vide, at handicappede kunne gå direkte til udgangen af en forlystelse, hvor de så kom forest i køen, og hvor der blev taget særlige hensyn, så de kunne komme forsvarligt op i forlystelsen. Det var en fornøjelse."
BonBon-Land er ikke den eneste forlystelsespark, der tilbyder sådanne smutveje, så det er en god ide at ringe i forvejen eller at spørge ved indgangen.
Gode råd
Som det fremgår er det en god ide at undersøge udflugtsmålet nærmere inden et besøg for at finde ud af, hvilke særlige hensyn de tager til dit handicappede barn.
Her til højre kan du se de 5 familiers favoritsteder.
Mette Juhl
31. juli 2006
|

| |
Jeres kommentarer
I dette forum er I velkomne til at skrive kommentarer til artiklen.
Sjovforbørn.dk
02. august 2006 kl. 20:28
Erfaringer søges
Læs artiklen om børn med handicap og hjælp os og andre forældre med handicappede børn med dine erfaringer og gode råd til spændende udflugtsmål.
Svar -
citer og svar
Malene
03. august 2006 kl. 00:00
Mange steder med handicapvenlige ydelser
De fleste af de helt store forlystelsesparker tilbyder, at man kan komme foran i køen, hvis man har et handicappet barn. Det står normalt på deres hjemmeside.
Svar -
citer og svar
Greve Svømmehal
03. august 2006 kl. 00:00
Gratis for hjælper i Greve Svømmehal
I Greve Svømmehal kommer påkrævede hjælpere med gratis sammen med handicappede. Den handicappede skal betale, eks. 15 kr. for en barnebillet. I Greve Svømmehal er der et særligt omklædnings- og vaskerum for handicappede og deres påkrævede hjælpere. Ønsker Du yderligere oplysninger om Greve Svømmehal, så klik ind på: http://www.gsh.dk eller ring gerne til svømmehallens overbademester Per Mortensen på: 43 97 95 27. På gensyn i Greve Svømmehal - Din svømmehal.
Svar -
citer og svar
Dorte Falck
03. august 2006 kl. 00:00
Rend og Hoppeland
I Rend og Hoppeland, Herningvej 31 i Silkeborg har vi haft mange handicappede. Både kørestolsbrugere og andre fysiske og psykiske handicap. Vi har også haft voksne udviklingshæmmede. Dybkjær Specialskole har brugt Rend og Hoppeland rigtig meget...
Svar -
citer og svar
Fregatten Jylland
03. august 2006 kl. 00:00
Fregatten Jylland er tilgængelig for alle
Fregatten Jylland er et spændende og oplevelsesrigt museum for alle børn og voksne. På Fregatøen i Ebeltoft, kan man både mønstre 4 dæk på Verdens længste Træskib, besøge museets udstillinger, Fregat Café, havn og værft. Der er stor tilgængelighed på hele Fregatøen. Selve Fregatten Jylland har elevator om bord og ved indgangen har museet 2 kørestole og en elscooter til rådighed. Hjælpere skal også betale entré. Læs mere på http://www.fregatten-jylland.dk eller find flere detaljer om Fregatten Jyllands tilgængelig på http://www.godadgang.dk
Svar -
citer og svar
Mette Sørensen
03. august 2006 kl. 00:00
I oplevelsesparken Danfoss Universe
Danfoss Universe er handicapvenligt indrettet. Derfor er det let at komme frem næsten overalt i både park, Explorama og Museum. Det er dog en god idé ved reservation at oplyse om antallet af kørestolsbrugere eller andre former for handicappede, så vi kan stå til rådighed med hjælp og sikre alle en god oplevelse.
Svar -
citer og svar
Laila Mølholt
03. august 2006 kl. 00:00
Fårup Sommerland godkendt af Godadgang.dk
I Fårup Sommerland er der rigtig gode forhold til gæster med et handicap. Godadgang.dk har godkendt Fårup Sommerland, og det beskrives også på http://www.faarupsommerland.dk En handicappet person kan få en gratis hjælper med ind i Fårup Sommerland - hver dag!
Svar -
citer og svar
Mette Justesen
07. august 2006 kl. 00:00
Kig Ind Gård
Landbrugsraadets Kig Ind Gårde har højt til loftet. Kig Ind Gårdene giver mulighed for at se en moderne landbrugsproduktion på nær hold. Gårdene er handicapvenlige og på langt de fleste gårde er der mulighed for at komme rundt med kørestol. På flere af gårdene er der både større husdyr og mindre klappedyr og omgivelserne er naturskønne og rolige. Læs mere på http://www.kigindgaard.dk hvor I kan finde nærmeste gård og få mere information. Kontakt Landbrugsraadet på kig@landbrug.dk eller tlf.: 33 39 40 00
Svar -
citer og svar
Tina M
07. august 2006 kl. 00:00
Gode oplevelser
Vores datter, Diana, elsker dyr - bare de ikke siger noget. Diana er født med williams syndrom, der gør, at hun magter ikke høje pludselige lyde eller følelsesmæssige udbrud fra andre børn.Hun er helt mobil, men lidt tilbage i hendes psykiske udvikling. Vi tager meget rundt for at Diana skal have så mange oplevelser som muligt, og bruger meget denne sides anbefalinger. I bonbonland kan man bl.a. få et skilt så man kan springe køen over. Vi nyder meget at komme i Tivoli da der altid er små hyggelige steder at gå hen hvis der er for meget larm og skal man i koncertsalen er Tivolis personale meget hjælpsomme med at få de bedste pladser så man evt hurtigt kan komme ud, zoologiske haver, Birkegårdens haver, Knuthenborg safaripark er et hit da man selv kan bestemme, dog kan vores datter ikke lide deres legeland da der er for mange børn og får højt støjniveau, Legoland udenfor højsæsonen. Vores faritsteder er ganske enkelt de steder hvorder er "højt til loftet" noget for hele familien - også større søskende, og hvor man kan være uden at blive stillet til skue.
Svar -
citer og svar
Jeanett Marks
07. august 2006 kl. 00:00
Jumboland Aalborg
Jumboland er et helårligt indendørs legeland med masser af motoriske udfoldelsesmuligheder. Stedet er meget velegnet til børn med motoriske handicap, mentale handicap og børn med lettere fysiske handicap. Indretningen er åben og overskuelig og der er nem adgang for kørestolsbrugere (med tanke på bevægelseshæmmede forældre/ledsagere).Der er stort handicaptoilet med alm. pusleplads. Jumboland er et yndet udflugtsmål for special-institutioner/skoler/børnehaver og familier med børn med ovennævnte handicap. For de der har behov for, at der ikke er for mange andre besøgende kan det anbefales at besøge Jumboland på hverdage hvor der generelt er roligt og masser af plads, ring evt for at høre hvor travlt der er. Er man i tvivl om det er noget for ens barn er man velkommen til at bese faciliteterne først.
Svar -
citer og svar
Tina M
07. august 2006 kl. 00:00
Handicap dage
Jeg synes, der burde bemærkes, at når der "reklameres" med "handicap dage", så betyder dette ikke alle handicappede. Vi kontaktede Legoland i forbindelse med deres "handicap dag", og her fik vi op lyst, at da vores datter er helt mobil, regnes hun ikke for handicappet. Ordningen gælder for blinde, hvor det er vigtigt der er ledsager med, samt kørestolebrugere. Så kontakt de forskellige steder der reklamerer med "handicap dage" før I forventer gratis indgang.
Svar -
citer og svar
Heidi Thamestrup
09. august 2006 kl. 00:00
Djurs sommerland
Djurs sommerland er en favorit hos os. Djurs giver gratis adgang til hjælper mod forevisning af børneledsagerkort. Mit barns særinteresse, cirkus har gode kår i Djurs sommerland i perioden 1/7- 13/8 hvor Cirkus Charlie optræder 4 gange om dagen med 4 forskellige forestillinger af ca 45 minutters varighed. Forestillingen er helt gratis når billetten til sommerland er betalt.
Vi har ikke problemer med køer i Djurs sommerland, vi vælger at komme i weekenden i industriferien og på hverdage udenfor ferien, så er der hurtig adgang til det hele. Ved lange køer har vi oplevet stor hjælpsomhed fra personalet ved forvisning af ledsagerkort. Vi bruger ikke kørestol men har set at der ved feks. Tors hammer rutsjebanen er kørestolsindgang helt oppe ved indgangen, altså forbi køen.
Svar -
citer og svar
Heidi Thamestrup
10. august 2006 kl. 00:00
Vedr. handicapdage
Efter at have læst Tina M. problem med handicap dage kontaktede jeg legoland. Mine børn er mobile men klarer sig ikke alene uden ledsager bla. pga dysfasi(usynligt handicap).
Svaret fra legoland: Kære Heidi Thamestrup Tak for din mail. På handicapdagene giver vi gratis entre til de handicappede og hjælpere i de tilfælde, hvor den handicappede ikke er selvhjulpen. Dette betyder naturligvis, at vi også giver gratis adgang til dig i det tilfælde, som du beskriver. Vi ser frem til at byde jer alle velkommen i LEGOLAND parken. Med venlig hilsen LEGOLAND ApS Pia Toftdahl Sekretær
Jeg tror at et Børneledsagerkort er en rigtig god investering, det er jo det lægelige bevis på at dit barns handicap kræver ledsagelse.
Svar -
citer og svar
Tina M
11. august 2006 kl. 00:00
Til Heidi Thamestrup
Hej, Tak for dit svar. Vi kontaktede Legoland sidste år (da vores datter var 7 år) og fik nedenstående svar. Vi fik også dengang det svar, at selvom vores datter ikek var selvhjulpen, så var der ikke nogen børn på 7 år der var det i Legoland- det var jo sandt nok. Vi sendte heller ikke Dianas storebror i Legoalnd da han var 7 år alene *ss* Dejligt at se at de har ændret praksis.
Ang det børneledsagerkort har jeg først hørt om det da jeg blev medlem på denne side, lidt utroligt men sandt. Faktisk har vi meget at takke denne hjemmeside for. Vi så at handicappede kunen kontakte Bonbonland før besøget og få "spring køen over" skilte, dette gjorde vi og sikke en dejlig tur vi havde. Vores datter blev behndlet som den prinsesse hun er af alle medarbejderne, det var virkelig en speciel oplevelse blot at gå hen til en forlystelse uden at stå i kø. Jeg kontaktede Tivoli, men her kræver de dette "Børneledsagerkort" men det giver adgang til fortsatte ture i forlystelserne samt igen unden at skulle stå i kø. I bonbonland var der ikke rabat på indgangen, men det var også helt fint, men Tivoli giver gratis entre. Jeg har virkelig meget at takke denne hjemmeside for.
Rettet den 21-09-2006
Svar -
citer og svar
Mette Jensen
16. august 2006 kl. 00:00
Nyt spændende legeland for børn i SKÆRBÆK Fritidscenter
Det nye spændende indendørs legeland fra Capella Play er åbnet lørdag d. 8.juli. og det er helt GRATIS at benytte det nye legeland. Legelandet er for børn op til 12 år. Med hensyn til indretning og lokaler er der gjort alt for, at det er et sikkert, trygt og stimulerende legemiljø for alle børn. Designeren bag legelandet har års erfaringer med træningsprogrammer og børns specielle behov for at lære og udvikle. Alt dette er der taget hensyn til i det nye legeland. Legelandet er for børn med og uden handicaps. Rammerne er f.eks. lavet, så de er gode for børn og hjælper i interaktion. Det er de bedste materialer der er brugt til installationen. Iflg. Wendy Reeves der er koncept direktør for Capella Play er legelandet også for børn med lettere fysiske handicaps, autistiske børn, DAMP børn m.v.. Designet giver børnene mulighed for fri leg i et sikkert legemiljø, hvor det enkelte handicap ikke er den afgørende faktor for indretningen af legen. Legen stiller ikke umiddelbart krav. Det er sikkert, trygt og frem for alt sjovt for børn og deres eventuelt medfølgende voksne at besøge legelandet. Med dette nye legeland har vi nu fået en ny spændende aktivitet for børn i vores center, fortæller Søren Hansen fra Skærbæk Fritidscenter. Der er nu endnu flere muligheder for spændende aktiviteter og udfordringer for de mange feriegæstende børn i hele Ny Tønder Kommune samt også for de lokale børn. Det er bidrag fra Sydbank Fond, Leader+ og Skærbæk Hallernes Støtteforening, som har gjort det muligt at investere de godt 200.000 kr i dette spændende legeland.
Svar -
citer og svar
Tina M
17. august 2006 kl. 00:00
Børneledsagerkort
Nu har vi sendt ansøgningen om et børneledsagerkort afsted og venter spændt :-) TAK til jer, der gjorde os obs på at kortet fandes.
Svar -
citer og svar
Mette H. Mortensen
03. september 2006 kl. 00:00
Dyrenes gård
Jeg arbejder på en skole for børn med vidtgående fysiske og psykiske handicaps. Et af de steder vi vender tilbage til år efter år, er Dyrenes gård i Balle på Djursland. Et lille sted, med mulighed for at give grisene sutteflaske, røre en slange, og vælte sig i høet er bare nogle af mulighederne. Det er forholdsvis nemt at komme omkring med kørestole, og der er højt til loftet og gode områder hvor man kan sidde og kigge, eller hoppe omkring. Et dejligt sted, med plads til alle. Medbring selv maden, eller køb den derude. God fornøjelse. I øvrigt er de også gode til i Djurs Sommerland at tage hensyn til handicappede. Vi får altid lov at komme af bagvejen, og komme først, og de unge mennesker er gode til at give en hånd med, hvis der skal løftes.
Svar -
citer og svar
Mette H. Mortensen
13. september 2006 kl. 00:00
Handicapdage.
Ang. handicapdage i Legoland. Da jeg læste Tina M's indslag blev jeg overrasket over beskeden I fik. Jeg har en søn på 12 år med diabetes, og sidste år kom han gratis i Legoland på handicapdagen. Jeg havde et brev med fra Børneamb. hvor de bekræftede at han er diabetiker, og det var ikke noget problem at komme ind. Resten af familien måtte selvfølgelig betale, for han har jo ikke ledsager behov, så kontakt jeres børnelæge, og få en bekræftigelse på jeres datters handicap, og lur mig om ikke det virker.
Svar -
citer og svar
Sjovforbørn.dk
17. september 2006 kl. 00:00
Fantastisk legeplads
Vi kom ved et tilfælde forbi en legeplads, som jeg vil skyde på, at mange af jer kunne have stor glæde af. Legepladsen ligger i forbindelse med et bofællesskab af handicappede voksne, men alle er velkomne til at bruge deres park og legeplads. Der er mange sanseoplevelser og motoriske udfordringer netop til handicappede, så hvis I har mulighed for at kigge forbi, så tror jeg at det vil være en super oplevelse. Læs mere om legepladsen her.
Svar -
citer og svar
Anonym
21. oktober 2006 kl. 15:08
Cirkusmuseet i Rold
Cirkusmuseet i Rold er et nemt sted at komme rundt med kørestol, eneste undtagelse er cirkusvognene. Men den store cirkusudstilling samt huset med forskellige cirkusting man selv kan prøve er meget handicapvenligt. Toiletforholdende er dog ikke så store. Cirkusmuseet i Rold har nu lukket for i år, men måske en ide til næste år hvor de åbner 1. maj.
Svar -
citer og svar
Anonym
06. juni 2007 kl. 20:34
Sv: Erfaringer søges
Citat:
Læs artiklen om børn med handicap og hjælp os og andre forældre med handicappede børn med dine erfaringer og gode råd til spændende udflugtsmål.
jeg kan varmt anbefalde at man melder sig ind i en forening som b.la børnenes hjerforening de laver mange ting for hjertebørn og da hjælper man hinanden når man er på tur tro bestemt også dette findes i andrer foreninger som ens barn nu har af handicap ... rigtig god sommer sanne
Svar -
citer og svar
anita Pedersen
13. marts 2008 kl. 22:00
LEDSAGER KORT????
Hej Sidder lige og kigger på de mange spændene indlæg og vupti faldt over LEDSAGER KORT, Det har jeg aldrig hørt om før. Jeg har en handicaphjælper til min søn på 4 år og det kunne være rart at hun kunne tage ham med nogle forskellige steder. Hvor søger jeg det henne er det ved kommunen??? Tak for en rigtigt god side. Den bliver straks tilføjet til farvoritterne. Vh Anita
Svar -
citer og svar
Nina75
16. maj 2008 kl. 09:46
Sv: Erfaringer søges
Citat:
Hej Sidder lige og kigger på de mange spændene indlæg og vupti faldt over LEDSAGER KORT, Det har jeg aldrig hørt om før. Jeg har en handicaphjælper til min søn på 4 år og det kunne være rart at hun kunne tage ham med nogle forskellige steder. Hvor søger jeg det henne er det ved kommunen??? Tak for en rigtigt god side. Den bliver straks tilføjet til farvoritterne. Vh Anita
Hej Anita. Det er jo længe siden du har spurgt. Men jeg mener helt bestemt det er på kommunen. Håber i får en masse gode oplevelser ;0) Vh. Nina
Svar -
citer og svar
Anonym
25. juli 2008 kl. 09:59
Ledsagerkort
DSB ledsagerkort bestilles via DH http://www.handicap.dk . Det koster kr. 100. Se mere på hjemmesiden. Kortet tillader en ledsager (én voksen) gratis indgang til mange forlystelser. Det kræver en diagnosebeskrivelse fra jeres læge.
Svar -
citer og svar
lonnie
22. april 2010 kl. 08:25
Sv: Erfaringer søges
jeg har oså 2 drenge med handicap og blev sidst år gjort opmærksom på ledsagerkortet. i bla. legoland og djurssommerland få de et vis hensyn skilt til at hænge om halsen eller sætte på tøjet, og det har bare givet så meget forståelse fra andre både personale men også parkens andre gæster. så når min store dreng på 13 år og 155 høj gerne ville i lilleputland er der ingen der kigger skævt til ham men derimod nogle gange hjælper ham. dejligt.
Svar -
citer og svar
| |
|
|
Kender I det, at man kører forbi noget, hvor man tænker at det burde man måske kigge ind og se nærmere på? De fleste der tager til Rømø, kører på et eller andet tidspunkt forbi Naturcenter Tønnisgård, og her er et af de tilfælde, hvor du rent faktisk bør sætte tid af til et besøg, for her er meget a...
Læs mere her
|
|
Her får I nogle sjove lege og aktiviteter, som kan redde selv den vådeste sommerhusferie eller telttur.
Læs mere her
|
|
Har dit barn også en god samling Gormitier, Pokemons eller noget helt andet? Så kan du bruge det til at lave en sjov skattejagt. Læs med her, hvor vi bruger Gormiti figurer.
Læs mere her
|
|
En sjov og udfordrende legeplads hjemme kan på længere sigt være den bedste investering du har gjort. Det er nemlig i baghaven, børnene har deres kammerater med hjem. Det er her de leger, mens du laver mad, og det er her de skønne sommerdage kan bruges. Men hvilke legeredskaber kan være med til at g...
Læs mere her
|
|
|